Haha, denne historie er udelukkende skrevet, fordi en veninde ville gå, og jeg ville så ikke have det, og skulle overbevise hende om, at jeg ville helt bestemt dø, hvis hun gik d: Navnene i historien på veninderne er hendes navn, vendt om, og min søsters kælenavn, vendt om. Navnene på guderne er navnene på tre random veninder d:
Okay... Altså, der var denne her unge pige, som hed Rhin. Hun var en sød pige, og hun holdt af, at lege med sin lillesøster, Edlik, og hendes veninde, Akuelf... en dag havde den stamme de alle sammen boede ved, slået sig ned i nærheden af et lille udløb. De tre piger besluttede sig for, at de ville soppe en lille smule rundt, men snart blev Edlik træt, og måtte vandre tilbage til landsbyen. Hun kom pludselig løbende tilbage, og sagde, at stammens huse brændte! De løb alle tilbage, og blev meget fortvivlede, da de hørte skrigende fra de døende stammeboere. Så fik Akuelf den gode idé, at de skulle prøve at bruge vandet fra kilden, til at redde landsbyen. De løb tilbage til kilden, men havde intet at bære vandet i! Så de satte sig alle tre til, at bede til den store vandgud, Erick... Erick hørte de stakkels børns fortvivlede kalden, og besvarede den, da Erick var en meget godmodig gud. Hun overladte evnerne til, at kunne dirigere flodens løb, til Edlik, som med det samme løb tilbage til stammen, og lod floden skylle ind over stammens huse.
Ilden gik ud, men stammens beboere var forfærdeligt sårede. De havde forfærdeligt brug for medicinsk hjælp, desværre kunne ingen af de tre unge førstehjælp, eller heale brændsår, så de gav sig til at bede endnu engang, denne gang til den medicinske gud. Den medicinske gud, Natacha, besvarede deres råb om hjælp, og trods hun overvejede i et øjeblik, om hun gad hjælpe de unge, så lod hun Akuelf få evnen til, at kunne heale de sårede. Akuelf og Edlik arbejdede sammen om, at køle de sårede ned, og heale deres forfærdelige brændsår, og snart var stammen så gode som nye.
Da stammen var klar igen, prøvede Rhin at overtale Akuelf og Edlik om at tage med tilbage, og bede guderne om hjælp til, at føre stammen til et nyt, frodigt sted, thi det sted de før boede, var alt blevet brændt, men Akuelf og Edlik var for optagede af, at beundre deres nye evner. Edlik blev ved med, at spilde små dyr pus ved, at skyde små vandstråler fra floden i hovedet på dem, men Akuelf healede de små sår og ar hun havde fået igennem tiden. Så Rhin begav sig alene tilbage til vandløbets start.
Pludselig, midt i sine bønder, så hun noget som glimtede i vandet. Hun trådte ud i vandet, og bøjede sig ned, og kunne næsten ikke tro sine egne øjne! Det var en vaske ægte guldmønt! Hvis stammen havde de, ville de på det nærmeste marked kunne købe friske forsyninger! Hun ville da løbe tilbage, og glædeligt vise stammen sit fund, da hun fik øje på en mere. Hendes hjerte hamrede, hun kunne ikke fatte sit held… hele to guldmønter?! Men da Rhin forsøgte at løfte sin fod, for at bevæge sig de få skridt over imod den anden guldmønt, kunne hun ikke. Hendes fod blev stående fast, lige meget, hvor meget hun forsøgte at hive og slide i den.
Rhin turde næsten ikke kigge, men hun var jo nødt til at se, hvad der var galt. Da hun kiggede ned, sværmede dræbersnegle om begge hendes fødder. De kravlede op af hendes ben, og der var så mange, at man ikke engang kunne se det slimede spor de burde efterlade sig. Rhin blev syg af angst, og forsøgte at pille dem af sig, men der var for mange. De overmandede hende, og hun faldt ned i flodløbet.
Senere, da Akuelf og Edlik begyndte at undre sig over, hvor Rhin var blevet af, gik de tilbage til flodløbet, da de ikke kunne tænke på andre steder, hun kunne finde på at være. Men da de kom over til flodløbet, var der intet tegn af Rhin. I stedet lå en knyttet skelethånd, som havde en enkelt guldmønt i sig. De to piger begyndte at græde, og bad til ånderne, at Rhins spirit måtte leve videre, trods hendes krop ikke længere var på jorden. De ofrede guldmønten til guderne, og guderne Erick og Natacha, samt de dødes gud, April fik medlidenhed med pigerne, og gjorde Rhin til ét med floden.
Og det var så den tragiske historie om Rhin blev spist af dræbersnegle, fordi hendes veninder forlod hende ):
