Jeg er faktisk stadig i live (:

Yeah, jeg er stadig i live, og jeg kommer med en masse opdateringer snart, jeg har bare ikke rigtig haft set mig tid til, at poste dem her endnu, og i dag har jeg da slet ikke tid, da det jo - som dig nok er bekendt - er nytårsaftensdag! (: Men jeg regner lidt med, at kunne sætte noget ind enten i morgen, eller i over morgen. Nu må vi se.
Men i hvert tilfælde


GODT NYTÅR PEEPZ (:

Oh, opdateringer!

Okay, jeg besluttede mig for, at det var på tide, at der kom en del opdateringer. Så det gør der! Oh joy.
Jeg har lige pt. gang i omkring en milliard forskellige historier. Jeg lægger derfor nogle af dem herud, da jeg ligesom syntes, at jeg trænger til det. Den første bliver en historie jeg begyndte på til Halloween. Jeg ved ikke, om jeg gider fortsætte, men Natacha skubber på, så det ender nok op med, at jeg fortsætter. Der er ikke særlig meget på den, da jeg knap nok var begyndt, da jeg pludselig skulle lave noget andet... kan ej huske hvad owo Men ja.



Have you ever met the pumpkin prince of the World of Halloween? He’s presented all over the world in the time of Halloween with the big pumpkin head with a light, which illuminates the whole pumpkin. It is said that on the night of Halloween he may come to this world and dance with his monsters, because this is the only night in which he can wander around unseen and undisturbed.
You don’t believe in him or his monsters? No? Well, Hayley Armstrong didn’t either. She had always just thought it was pure made up in order to scare small kids and there was no way that it could ever be real. At least, that’s what she used to think.
You see, Hayley Armstrong were a pretty normal girl; 167 cm. high, long blond hair, big blue eyes, skinny. Rather pretty, actually. She didn’t liked scary things, danced ballet, was pretty average in school and lived a quiet life with a mom, a dad and a baby brother she adored. She had quite a lot of friends and was rather popular which also made her a bid selfish and egocentric. And made her look down on other not as fortunate people. Not that she ever expressed that she didn’t liked being partnered up with the ugly geek with his big way-out-of-date glasses in psychic, but she thought a lot of rather not-pretty thoughts involving him. And involving other not pretty people.
At Halloween night the school held a big party and everybody were invited. Everybody who was something would be attending. Even everybody who was nothing would be attending too, in order not to look as much as outsiders.

"The spell" - 'novelle'.

Okay Natacha, nu skal du være glad. 10 sider, lige akkurat, så har du bare at smile over hele femøren D:

Jeg har nu erklæret, at jeg ikke kan skrive noveller. Aldrig i livet at jeg kan skrive noveller, eller bare skrive generelt, og aldrig i livet kan jeg skrive noget med kærlighed som hovedtema, da slet ikke imellem to drenge; jeg kan simpelthen ikke sætte mig ind bag ved følelserne og forstå dem rigtigt, og selvom Natacha forsøger at punke mig for noget mere end en novelle, så har hun helt sikkert heller ikke lyst til mere, efter at have læst det her bæ x) Men lad mig nu alligevel lægge det herind, eftersom jeg jo - trods alt - har lovet det. Så Natacha, her er din novelle om et par bøsser. Den har fået navnet "The Spell". Jeg har desuden ikke haft gennemlæst den, så tilgiv mig dårlige formuleringer, stavefejl, grammatiske fejl og manglende uddybninger, men klokken er 00:15, og jeg er faktisk træt, og vil gerne sove D:

Første gang jeg så ham, vidst jeg, at han var noget specielt.

Han var ny, havde halvlangt kastanjebrunt hår, som hang i en kaskade rundt om hans barnlige hjerteformede ansigt, med de høje kindben, rosenfarvede, hjerteformede læber, pinke kinder på den lyse hud, sikkert fra generthed og hasselbrune øjne, med et grønt strejf. Eller, hasselbrune øje. Den smukke egefarvede kaskade var faldet ned foran det andet øje.

Som han sad der på en stol, helt ensomt, og længst væk i rummet, lignede han mest en, der forsøgte sig at gemme sig bag ved sit hår. Måske var det netop derfor, at han havde groet det langt; så det virkede som et gardin imellem ham og den virkelige verden. Jeg tog mig selv i at undre mig et øjeblik over, hvordan hans verden så ud, før jeg stoppede mig selv. Hvad var det lige, mine tanker havde tænkt? Smukt hår? Jeg rystede på hovedet. Første dag efter sommerferien var aldrig nogen god dag, for et B menneske som jeg.

”Hey Daniel, hva’ så?” Nicklas kom over, og gav mig et high five, som jeg gengældte med et stort grin. Han lignede sig selv. Busket lyst krøllet hår, uregerligt som altid, bredskuldret, kraftigt kæbeparti, et frækt glimt i de skinnende blå øjne. Det var mange måneder siden, at jeg havde set Nicklas, som stort set agerede som min bedste ven. Hans forældre havde alt for mange penge imellem hænderne, så hade havde været rejst til Amerika nogenlunde hele sommerferien. Han havde godt nok tilbudt, at jeg kunne komme med, men jeg havde pænt takket nej. Jeg var ikke venner med ham, for hans penge, og ville på ingen måde udnytte ham.

”Hey Nick,” svarede jeg igen, ”set ham den nye?”

”Yeah, selvfølgelig man’, må være deprimerende at være den eneste nye. Jeg aner egentligt ikke engang, hvad han hedder,” sagde Nicklas, og lignede i et kort sekund, en der tænkte. Stof til eftertanke: Nick ville aldrig blive den nye Einstein.

”Overanstreng nu ikke hjernecellerne, der er ikke mange af dem,” grinte jeg, og han langede ud efter mig. Jeg rykkede mig, kun for at miste balancen, da et eller andet kastede sig over mig. Et øjeblik var jeg forvirret, så fik jeg øje på de ildrøde fletninger.

”Hej Miri,” grinede Nicklas, stadig opretstående. Jeg kæmpede for at sno mig ud om den pige, der havde væltet mig, og hang omkring mig.

”Miri, af!” Råbte jeg, dog med en snert af latter i stemmen. Den rødhårede gav slip, og rejste sig op, og lavede en sirlig piruette, så hendes grønne kjole snurrede omkring hende. Så rakte hun en hånd ned til mig, og smilede stort, ”DANI!”

”Wow, wow Miri, tag det roligt,” grinede jeg, og afviste høfligt hendes fremstrakte hånd, for i stedet at skubbe mig selv op. Når sandheden skal frem, så kunne hun sikkert godt hjælpe mig op, men jeg havde min stolthed.

Jeg var en utroligt spinkel dreng. Så spinkel, at al sport var forbudt mig, og lægen havde erklæret, at jeg skulle spise usundt sådanne cirka hele tiden. Mine forældre havde endda skrevet en note til skolen, om at jeg godt måtte spise slik i timen, hvilket havde gjort det meste af klassen ufatteligt jaloux. Jeg nød det dog ikke. Det er ikke særlig drenget, at være spinkel. Og uden brede skuldre, lignede jeg mere en drenget udgave af en pige, end en egentlig dreng. Tilføj store blå øjne, ingen markerede kindben, en rund hage, spids næse, alt for store læber, for smalle øjenbryn, og for sort og for langt hår, samt en ranglet struktur, og du har en joke kaldet Daniel Anderson. Ja, jeg havde prøvet styrketræning. Nej, jeg var endnu ikke begyndt at se resultater.

Miri til gengæld var ikke spinkel. Hun var kraftig bygget for en pige, med brede hofter, store faste bryster, en stor numse, store lår, og en begyndende dobbelthage. Hun havde ildrødt hår, altid samlet i store fletninger, som var så lange, at de fløj omkring hende. Hun bar næsten altid kjole, uanset årstid, og havde dybe smilehuller i hver kind. Hun var dog ikke genert over hendes kraftige udseende, og egentligt, så så man heller ikke hendes overvægtighed. Hun var i balance med sig selv, og det gjorde hende til en ufatteligt køn pige. Samt hendes smil. Hun havde det mest fantastiske smil.

Klokken ringede. Vores klasselærer kom ind. Hun smilede alt for meget.

”Velkommen tilbage, velkommen tilbage,” lød det fra hendes draperede smil, ”Damien, jeg ser, at du fandt klassen, godt,” smilede hun videre, og vinkede til den nye dreng. Samtlige hoveder i klassen drejedes, mit inklusivt, og kiggede på ham. Han sank sammen i sit sæde, og svingede med sit hoved, så hans pandehår også dækkede hans andet øje, mens han genert løftede en hånd, og vinkede halvhjertet.

”Klasse, det er Damien Green. Han kommer oprindeligt fra England, men er flyttet hertil med sin familie, da hans far blev forflyttet hertil, via. sit arbejde,” smilede klasselæreren, Karina. Hendes smil var alt for bredt. Jeg kendte udmærket den årlige hymne, altid det samme. Karina kom tilbage med nyt gå-på-mod, og var sikker på, at i år, var året hvor klassen tog sig sammen. Hun opførte sig helt kunstigt først, alt for entusiastisk, alt for kreativt og alt, alt for godtroende. Som regel gik der en uges tid, så kom det første flip. Og efter det, så fulgte mange. I virkeligheden holdt vi alle meget af Karina.

Vi mumlede alle et halvhjertet hej til Damien, som for hvert sekund, virkede som en, der blot ønskede at synke længere og længere ned i sin stol, for til sidst at forsvinde ud, gennem gulvet. Han brød sig tydeligt ikke om opmærksomhed.

”Nåh, er der nogen, der har lyst til at vise Damien rundt på skolen?” Alle hænder røg i vejret, min inklusivt. At vise en ny elev rundt på skolen betød, at man ikke skulle være med i første time, og for at være ærlig, så var jeg træt af, hvert år, at skulle høre et eventyr Karina entusiastisk ville fortælle klassen, som ’opvarmning for et år fyldt med lærdom’! Eventyret varierede måske for hvert år, men når man var kommet over 5. klasse, stoppede det med at være interessant at lytte til eventyr, og skulle tegne ’fine’ tegninger til. Jeg mener, helt ærligt? Men Karina kørte samme stil hvert år, og ganske rigtigt, kunne jeg se en stor bog stikke op af hendes taske.

”Hmm… Daniel, hvad om du viser vores nye elev lidt rundt,” smilede hun, og pegede på mig. Jeg lod det ikke blive gentaget, men sprang straks op fra den plads jeg selv havde valgt ved siden af Nicklas, og kiggede på Damien, kastede på hovedet som en gestus. Han sad på pladsen bag mig.

Fumlende kom han op og stå, kun for at falde over sin egen taske. Klassens kunne ikke lade være med at grine, og jeg selv smilede, men et sted, følte jeg en sær trang til, at hjælpe ham op igen. Det var egentligt tosset. Måtte være fordi han heller ikke var så mandigt bygget, og jeg kunne genkende mig selv i ham.

Da vi kom uden for klassen, stoppede vi op.

”Du behøves virkelig ikke vise mig rundt, hvis det er,” mumlede Damien. Hans stemme havde en hæs klang, og han havde en smule accent når han sagde ’ø’, dog ikke så meget som jeg havde forventet. Jeg besluttede, at han måtte være enten halv, eller kvart dansker. Jeg opdagede først nu, den skønhedsplet han havde på højre kind.

”Det er sgu okay, du. Daniel,” sagde jeg, og rakte en hånd frem til mig. Han tog min hånd. Hans håndtryk var fast og kort. For første gang kiggede han direkte op på mig, og jeg lagde mærke til den dybde hans øjne havde. Desuden havde jeg taget fejl. De var ikke hasselbrune, men mindede mere om smeltet chokolade, der blev rørt rundt i. Desuden var der et gråligt glimt, kun en anelse af en ring omkring iris, og en speciel glød. Jeg måtte fortælle mig selv, at jeg skulle huske at trække vejret.

Daniel mand, tag dig sammen! Skændte jeg på mig selv. Han er ikke dig. Desuden er han mere mandig end dig. Det hjælper intet, at identificere sig selv med ham.

”Okay, den her vej,” sagde jeg. Jeg ville have sagt hans navn, men min stemme fejlede mig.

Vi fik i tavshed ned af gangen. Der var helt øde, men okay, alle var også inde til orientering, historielæsning, tegning, egentlig time, eller hvad deres lærere havde fundet på til dem. Den eneste klasse der larmede så man kunne høre dem, var 5.C, som sang en eller anden sang.

”Okay, her er kantinen,” jeg pegede på de store dobbeltdøre der var for enden af gangen, ”her på gangen er alle A, B og C klasserne. D, E og F er på en parallelgang, lige herovre.” Jeg førte ham til højre for kantinen, og viste ham gangen, ”den ender i en udgang, præcis som vores gang gør, så vi behøves ikke gå ned af den.”

”Okay,” sagde han, og stod stille et øjeblik. Det lignede virkelig, at han forsøgte at huske det jeg lige havde sagt til ham.

”Du behøves altså ikke kunne huske de hele lige nu, du kan bare følges med mig rundt, til du lærer stedet at kende,” foreslog jeg, og smilede til ham. Jeg ignorerede det faktum, at jeg lige havde brudt en af de vigtigste regler i klassen: nye elever skulle selv begynde at snakke til en. Intet med at snakke til dem først. På den måde undgik vi, at alle sloges om de nye elever. Det var en uskreven regel, men alle kendte den alligevel udmærket.

”Cool,” sagde han, og smilede til mig. Han havde smilehuller, præcis ligesom Miri, men hans smilehuller var ikke nær så markerede.

”Hey, hvorfor var det egentligt, at du flyttede hertil?” Ordene så ud til at forlade min mund, uden mit samtykke. Imens gik jeg langsomt over forbi kantinen igen, og pegede på de lokaler der lå omkring os, ”biologilokaler på højre side, fysiklokaler på venstre. Vores biologilokale er det første, vores fysiklokale er bag dør nr. tre.”

”Det sagde lærerinden. Men jeg kom hertil, fordi min far blev forflyttet. Han arbejder som arkitekt, så det er slet ikke sært, at han i tider er ude at rejse, men hans firma har så valgt, at det er nemmere for ham at have hovedsæde i Danmark, da han arbejder på et stort projekt herovre,” Damien trak på skuldrene, som om det ikke betød så meget. Et øjeblik var der tavshed, så tilføjede han, ”det regner ikke så meget herovre, som hjemme.”

Jeg kunne ikke holde en latter tilbage. Det var egentligt ikke nogen særlig god joke, men Damien gav mig lyst til at grine, og snart grinede han også med. Vi måtte stoppe op, for at grine færdig.

”Gymnastikhallen,” sagde jeg, og pegede på en dør, ”husk, altid højre dør, medmindre du vil have et ton af piger til at hvine og kaste ting efter dig. Tro mig, dét er ikke sjovt.” Jeg smilede ved mindet. Det havde været et uheld, men samtlige piger havde stadig skulet af mig en uge efter.

”Lyder som om du har erfaring?” Spurgte Damien. Jeg trak på skuldrene.

”Spørg ikke,” grinede jeg, og han rystede på hovedet, så hans hår dansede omkring ham, men lod emnet fare. Vi gik videre ned af gangen, og jeg stoppede op, ved en stor metaldør, der var overfor en mindre trædør, og som lå længst nede på gangen.

”Okay, den lille dør der? Lærerværelset. Derinde er kontoret også, og det skal du ikke ønske dig at se – eftersidninger er ikke hyppige, men ufatteligt kedelige, når de endeligt bliver givet. Men bare rolig, de fleste lærere er ret fleksible, og accepterer ret meget fra elevernes side af. Du så vores lærer før? Hun er altid sådanne i starten af året – et stort smil og glæde, de prøver altid, det må man give dem, og på bunden er de også gode nok,” sagde jeg, og smilede til Damien. Han lignede umiddelbart ikke typen der blev smidt på kontoret – måske nærmere typen der i stilhed lavede de fleste af sine lektier, og ikke var så udfarende, men nogle gange bedrager skindet.

”Og den anden dør?” Han pegede på den store metaldør. Forståeligt, for en udefrakommende, så så metaldøren nok en anelse småskræmmende ud. Jeg trak på skuldrene.

”Køkkenet. Og spørg mig ikke, hvilken idiot der placerede det så langt fra kantinen, men hey, det fungerer. De har en eller anden form for skakt derinde, der skulle være ret stor, og igennem den, kan de så transportere maden over til kantinen. Jeg syntes dog stadig, at det er ret idiotisk,” sagde jeg, men kiggede alligevel længselsfuldt på dørene. Det var enhver elevs drøm at få en tur i den, men indtil videre var det kun lykkedes for en elev; Robert, men han var til gengæld nærmest også en legende at høre om nu.

”Det virker ikke så forvirrende,” sagde Damien, og stirrede tænkende frem for sig. Hans blik virkede så fjernt, at jeg ikke kunne dy mig for, at lave et smølfespark midt i panden på ham. Han opdagede intet, før mit lille spark var gået ind.

”Du virker forvirret,” grinede jeg, da hans øjne fokuserede på mig. Min mave lavede en baglæns kolbøtte.

”Hey! Prøv du selv, at flytte til et andet land, og se, hvor forvirret du vil være,” sagde Damien, i en fornærmet tone, men han daskede forsigtigt til mig, usikkert, som om han ikke var helt sikker på, at det overhovedet var tilladt at daske til hinanden på skolen, men dog stadig, så jeg kunne forstå, at han ikke rigtig var fornærmet: ”skal vi tilbage til timen?”

”Vil du virkelig gerne tilbage til timen? Vi kan sådanne set også bare finde et sted, og sidde og snakke resten af timen – det er som regel mere interessant end historielæsning,” sagde jeg. Det lød ganske uskyldigt, men når sandheden skulle frem, så ønskede jeg egentligt bare en undskyldning til, at snakke lidt mere med Damien – han virkede som en ret cool fyr jeg sagtens ville kunne være venner med.

”Jeg har ikke set noget stille og roligt sted, hvor man kan sidde og snakke?” spurgte Damien høfligt, men tilføjede hastigt: ”men hellere det end time.”

Jeg grinede af ham.

”Damien, det er på tide, at du møder Sarah,” sagde jeg, og første ham af sted tilbage af gangen. Han så forvirret ud, men gik hurtigt op på siden af mig, og fulgte efter mig, som jeg gik op af gangen, indtil jeg nåede til alle de mange biologilokaler der lå. Jeg drejede ind af det tredje lokale der var, og som forventet, var der ikke nogen elever.

Selve lokalet var rundt, og stolene stod, i forskellig højde, så hver gang en ny række startede, var gulvet hævet en del, og alle stolene stod så i en halvcirkel rundt om en enorm tavle, samt et kateter til læreren. Ved siden af tavlen, og bag ved de bagerste stole, var der de nærmest obligatoriske reoler med udstoppede dyr; en pingvin, et marsvin, adskillige fugle, en hermelin og diverse andre små dyr. Til højre for lærerens kateter var der indrettet et lille areal med to sofaer samt et lavt bord, brugt til elever der fik det dårligt i timerne, og sofaerne stod så Sarah, et af skolens tre skeletter.

Jeg giv over, og smed mig i den ene sofa. Damien fulgte mit eksempel, men skævede forsigtigt rundt om i rummet – ikke med et nervøst blik, som folk der var ekstremister omkring dyrevelfærd ville gøre det, men mere et analyserende og vurderende blik, som om han forsøgte at indprinte sig så absolut alle de udtryk han kunne komme til. Jeg kunne ikke lade være med, at sidde og betragte ham. Hans kasanjebrune hår havde en intens glød, som kun blev overstrålet af hans skinnende øjne. Og netop de øjne tog mig i, at sidde og stirre på ham. Forskrækket kiggede jeg væk, og blev overrasket over, at mine kinder begyndte at blive en bleg rød farve. Da jeg kiggede op på ham, stirrede han intenst på mig, med et forundret blik. Jeg nærede et enormt ønske om, både aldrig at måtte vide, hvad han dog ikke tænkte om mig lige nu, men samtidig om, hvad der dog kunne gemme sig for tanker bag ved det kønne… Velformede ansigt.

”Så, hvordan er din familie?” Spurgte jeg ham, for at afbryde stilheden som i min hjerne var akavet, i virkeligheden nok bare var normal.

”Well… så normal som den kan blive?” Spurgte han, men mine øjne må have udtrykt mit ønske for, at han skulle fortsætte, for det gjorde han: ”jeg har en far, som du godt ved, arbejder i arkitektsbranchen, så har jeg en mor der er frisør, men som lige nu ikke har noget arbejde, efter at vi er flyttet. Vil dog ikke regne med, at det vil tage hende specielt lang tid, før hun finder en plads, da hun er ret godt,” han trak på skuldrene, og strakte sine, samt lagde sig halvt om halvt ned. Ved et uheld strejfede hans hånd min nakke, og jeg kunne mærke elektriske impulser begynde at pulsere fra stedet: ”så har jeg en storesøster. Hun går på universitetet, studerer noget jura, og hun er ikke specielt meget hjemme. Vi har talt meget om, om hun burde flytte hjemmefra, hun overvejede endda kraftigt, om ikke hun bare burde blive i England, men blev enig med sig selv om, at hun ikke ville skilles fra os, og så tog hun med, og bor altså stadig hjemme.” endnu engang strejfede han min hals med hans ene finger, da han skiftede stilling: ”så har jeg en lillesøster,” min ene hånd strejfede hans skulder: ”hun er vel ret normal, vil jeg tro, men hun er tvilling med min lillebror, og han er ganske specielt,” sagde han, og hele hans ansigt lyste op, ved tanken om broderen. Jeg tog notits af, hvordan den ellers svage belysning illuminerede hans øjnes glød, og gjorde dem langt mere levende at se på.

”Hvad er der med din bror?” spurgte jeg, overrasket over den besynderlige tydelige lykke over en så lille ting som en lillebror. Jeg mener, jeg har selv en lillebror, og han er ikke noget at råbe hurra for, medmindre man har lyst til at sparke en bold i hovedet på noget. En irriterende lille størrelse, som ikke laver så meget andet end at gå i vejen. Men det var tydeligt, at Damien havde andre følelser for hans bror.

”Well, Sabine – min lillesøster – hun blev født ganske normalt og alt det, men James – min lillebror – blev dødfødt, kvælt i navlestrengen som havde snoet sig om hans hals, da Sabine blev født, på en meget uheldig måde. De skyndte sig at genoplive ham, men var ikke særlig fortrøstningsfulde – et så lille menneske må ikke få stød igennem sig, så de kunne ikke bruge den normale genoplivning, men var nødt til at gøre det manuelt, og…” han stoppede. Så kiggede han ud i luften, frem for sig, og jeg lod emnet passere, selvom jeg i virkeligheden ønskede at vide mere.

”Hey, jeg har lagt mærke til noget…” sagde han, og kiggede igen på mig. Jeg kunne ikke undgå at bemærke, hvordan hans ansigt var bygget, så det dannede en perfektion hvis lige jeg aldrig før havde set: ”Kan det passe at du –” men hvad han ville have haft sagt, blev druknet i lyden af klokken.

Jeg rejste mig akavet op.

”Vi må nok hellere komme tilbage – fri, du ved?” spurgte jeg, og gik over imod døren til biologilokalet. Damien stirrede underligt på mig, men gik ud, og tilbage til klassen.

”Jeg siger dig, det var helt vildt sært!” Jeg stirrede på Nicklas. Nu da jeg var væk fra Damien, var hele verden blendet ind i en grå, kedelig tåge, og det var som om, at jeg ikke kunne fokusere ordentligt på Nicklas. Lige meget, hvor meget jeg prøvede, så var hans høje profil umulig at stille skarp på. Han forblev en forvirrende masse af blur.

”Så du foreslår, at Damien han… forheksede dig? Ej, Daniel, nu må du lige,” sagde Nicklas, og hvis ikke jeg tog meget fejl, så kiggede han på mig med rynkede øjenbryn, og en ordentlig grimasse. Men alt hvad jeg så, var en blur.

”Jeg siger dig Nick, det var altså sært. Jeg havde ikke lyst til andet end at snakke med ham, høre alt om ham, og hver gang han rørte mig, så var det som om jeg fik stød!” jeg kunne selv høre, hvor latterligt det hele lød, men efter at have tænkt over det en hel nat, var det den eneste konklusion jeg var endt op med: hvor latterligt det end var, så var Damien en troldmand. Eller en warlock. Lige meget hvad, så havde han helt klart forhekset mig, ingen anden forklaring.

”Bro, det lyder lidt som… nej, ikke noget, der kommer ze troldmand,” sagde Nicklas, og pegede. Jeg stivnede. Vi var på fisketorvet, hvad lavede Damien her? Jeg vendte mig om, og trods der var ufatteligt mange mennesker, så fandt mine øjne med det samme Damien. Blandt hele verden der var i et monotont blur, var det ham som stod i kontrast, og så anderledes ud, det var ham jeg kunne finde, ham jeg kunne genkende hvor som helst det skulle have været: Den tynde statur, ranglede gang, den feminine hånd der nervøst kørte igennem håret, og blikket der kiggede usikkert på os, med et spørgsmål han aldrig ville behøve ytre – jeg forstod det, selv på afstanden: Er det okay at joine jer?

Instinktivt nikkede jeg. Hvad kunne jeg gøre?

”Hey,” sagde han, da han nåede over til os. Vi sad på en bænk. Det havde vi gjort i en time, mens jeg havde brokket mig over ham der nu stod foran mig. Hvorfor var det nu igen, at jeg havde brokket mig over den smukke dreng? Jeg bed mig i læben. Hele min aggresive facade faldt fra hinanden. Det var femte gang jeg så drengen; de andre gange havde været i skolen, hvor jeg næsten ikke havde talt med ham, og alligevel havde han sådanne en indvirkning på mig. Jeg forstod det ikke.

”Hey Dude,” sagde Nicklas, og smilede til Damien: ”kom endelig og join os, vi stener alligevel bare.” Damien satte sig ned på bænken også, og en fantastisk akavet stilhed begyndte, kun afbrudt af de mange mennesker der konstant vandrede frem og tilbage.

”Så… how come you hang out here?” Damien slog over I engelsk, pludselig. Jeg stirrede på ham, men smilede så. Han fik en ufattelig britisk accent, når han snakkede – selvfølgelig, når han var fra England – og jeg der altid havde misundt englændere deres accent, kunne ikke undgå, at syntes, at det var kært. Jeg slog mig selv for panden; blidt, dog. Kær accent til en dreng? Ej Daniel, come on.

”Vi burde egentligt købe sko – jeg smadrede mine idrætssko her engang i sidste uge, men… ja… du er selv dreng, du kender det,” sagde Nicklas, og trak på skuldrene. Han ignorerede det faktum, at Damien havde snakket på engelsk. Jeg lod mig selv dvæle ved det.

”Og så havde i bare tænkt jer at sidde her?” Spurgte Damien. Han stemme var gået en oktav op. Det var næsten ikke hørtligt, men tydede på et tegn af forundring. Jeg rystede på hovedet. Selvfølgelig havde vi ikke haft planer om at sidde og stene på fisketorvet resten af dagen, vi havde da haft mange andre planer.

”Vi snakkede en del om, at tage hjem til mig, og se nogle film i aften,” sagde jeg. Jeg prøvede at stoppe min tunge, men det var mig umuligt: ”vil du med? Du kan sagtens sove der, det er ikke rigtig noget problem. Jeg har en dobbeltseng i bare kan sove i, og så sover jeg på jorden.” Jeg trak på skuldrene, og kiggede på Nicklas for at se, hvordan han tog imod informationen. Han smilede?

”Det kan jeg vel godt,” sagde Damien, og hans ansigt lyste op i et smil. Så vendte han ansigtet imod Nicklas: ”hvis det selvfølgelig er okay med dig?”

”Det skulle jeg faktisk til at sige – det er helt okay med mig, men Daniel, min mor har lige skrevet, at jeg skal komme hjem her i dag,” sagde han, og viste mig sin mobil, hvor der var en sms, ganske rigtigt fra hans mor, med en ordre på at komme hjem: ”så jeg vil joine jer en anden gang, hvis det er okay? Men hey, så slipper du for at skulle sove på jorden.” Han grinede, og rejste sig så. Damien kiggede forsigtigt på ham, genert, usikker. Jeg tog min hånd i, at rykke sig over imod ham. Han var jo nærmest som et såret dyr, der krævede konstant agtpågivenhed – man skulle hele tiden passe på ham, observere, hvordan han nu snakkede, og hver gang jeg følte, at jeg måske endelig var ved at have fundet ud af noget om ham, så var det hele væk igen, og han lavede et helt uventet træk. Han var så anderledes på mange punkter, men det havde vel nok noget med hans britiske opvækst at gøre.

”Fair nok, vi ses Nick,” sagde jeg, og vinkede forsigtigt, da han rejste sig, og gik ned af gangen, og ud af syne. En gammel dame satte sig, hvor han havde siddet.

”… nu er det ikke min skyld, at han ikke vil i aften, vel? For ellers så kan jeg sagtens tage hjem, så kan du bare skrive til ham, at jeg ringede til mine forældre, og de sagde nej? Det lyder vel meget oprigtigt,” sagde Damien, og kiggede mig direkte i øjnene, med uroen lysende direkte ud af dem. Jeg rejste mig.

”Hey man, den er skam god nok, det var hans mor der havde skrevet den sms. Men hvis du ikke har lyst til i aften, så er det fair nok,” sagde jeg, og selvom jeg helst ville have trukket på skuldrene, så kunne jeg ikke stoppe min hånd i, forsigtigt og let at røre ham på kinden. Kun i et kort sekund, men det var nok til, at mine fingre kunne fornemme den varme han emiterede længe efter. Hans hud var blød – tydeligvis velplejet. Sært. Drenge plejede da ikke, at pleje deres hud? Jeg havde i hvert tilfælde ikke plejet min med noget som helst, lige så længe jeg kunne huske. Måske havde han bare naturligt blød hud? Det kunne jo godt være.

Daniel, du står og tænker på en anden drengs hud. Tag dig sammen.

”Det er okay, jeg vil godt, hvis det er,” sagde han, og lød en smule mere sikker. Han rejste sig op, og stod så akavet ved siden af mig, og kiggede på mig, afventende: ”du kender vel vejen? Medmindre du selvfølgelig har lyst til mere shopping.”

”Jeg tænkte mere på dig, kom du har ikke, for at købe et eller andet?

”Ikke rigtigt, jeg kommer lige fra biografen,” sagde han, og smilte bredt.

”Uh, været på date med en pige, eller sådanne noget?” trods ordene kom ud i en glad tone, så kunne jeg mærke min mave begynde at springe forlæns – og ikke på nogen rar måde.

”Næh,” svarede han bare kort for hovedet.

”Hvilken film vil du se?” jeg havde kastet mig ned foran vores reol med DVD’er, og var begyndt at lede dem igennem. Damien og jeg var kommet hjem til et tomt hus og en note om, at jeg bare kunne finde noget i fryseren. Det var ikke uvant – det var sjældent, at mine forældre var hjemme om aften, og min lillebror sov ofte ude hos venner i weekender. Ren kutyme hos os.

”Aner det ikke, lad mig se, hvad i har,” sagde han, og puffede til mig, jeg prustede ud, og puffede igen.

”Hey, jeg bor her, jeg har ret til at sidde her,” grinte jeg: ”du må bare hoppe og danse rundt omkring, for at kunne se.”

”Det der er ikke fair, når du beder mig om at vælge,” grinede Damien, og slog mig med noget blødt. Jeg kiggede op på ham, og fik øje på den pude han havde taget fra sofaen, og krydsede så mine arme.

”Hey, det der er ikke – ” min sætning blev afbrudt, da en grinende Damien smadrede endnu en pude i hovedet på mig, og tvang mig til at lægge mig ned og rulle væk, for at undgå endnu et slag med puden. Han satte sig som sejrsherre ned på puden foran DVD-hylden, og gav sig til at bladre igennem den, mens det nu var min tur til, at prøve at se over skulderen på ham, hvilket jeg hurtigt fandt ud af, var ret svært.

”Gør lige lidt plads,” skulede jeg af ham, men han grinede bare, så jeg gav mig i stedet til at skubbe ham til siden, så jeg også kunne sidde ved siden af mig. Halvdelen af min krop var pludselig i ekstase, da jeg sad klinet op imod ham.

”Uh, denne her er god!” han hev en DVD frem, og jeg måtte tilbageholde en lille latter. Han havde trukket en disneyfilm frem – Corpse Bride. Han rødmede, lige så snart han så, at jeg grinede. Endnu engang kunne jeg ikke undgå at stryge ham forsigtigt over armen, men fik det til at ligne en uheldig bevægelse, i stedet for.

”Jeg kan godt lide disneyfilm,” mumlede han genert, og rykkede sig en lille smule, så vores kroppe ikke rørte hinanden så meget. Mit hjerte satte straks ned til en mere normal hastighed.

”Hey, vi kan sagtens se den, det er fair nok for mig. For at være helt ærlig, så er jeg ikke selv den største zombie-slaughter-movie elsker,” sagde jeg, og tog DVD’en ud af hånden på ham, trods han halvt om halvt var ved at sætte den tilbage. Min hånd strejfede hans, og jeg følte næsten, at hans hånd fulgte min et kort sekund, men det var nok kun indbildning.

”Fedt nok,” grinede han: ”skal jeg så lave mad, mens du lige sætter den på?”

Vi var tidligere blevet enige om, at vi ville varme noget så simpelt som nogle kyletter og röstis, samt lave noget salat, og sætte os til at spise, foran fjernsynet. Vi skulle jo alligevel holde filmaften, så hvorfor ikke?

”Fair nok,” sagde jeg, og han rejste sig op. Min hånd styrede sig selv, da den tog fat om hans håndled, og jeg trak ham ned ved siden af mig igen. Jeg stirrede forundret på min egen hånd – hvorfor nu det?

”Hvad?” Spurgte han, og så forvirret på mig. Jeg bed mig i læben, men rystede på hovedet for at vise, at der ikke var noget.

Lige så snart han var uden for mit syn igen, blev hele verden et stort blur igen, og jeg blev mindet om, at han jo egentligt havde forhekset mig. Det måtte passe. Havde min hånd måske ikke lige handlet af alt andet end fri vilje? Det kunnet kun betyde, at han havde forhekset mig, og han var sikkert ved at putte en masse magi i maden – det var derfor han ville lave mad. Jeg sad et øjeblik og stirrede frem for mig, så gik det op for mig, hvor latterlige mine tanker var, og jeg rødmede for mig selv over tanken. Men alligevel, han måtte i den grad have forhekset mig med et eller andet…

”Har i flydende becel?” Hans stemme lød fra køkkenet af, og mit hjerte begyndte at slå hurtigt igen.

”Ja, hylde nummer to,” råbte jeg tilbage. Jeg var så meget forhekset.

Damien sov. Han var faldet i søvn, efter at have set ’Eldorado’. Jeg kunne ikke falde i søvn. Mine øjne ville simpelthen ikke lukke sig i, de blev ved med, at finde Damiens sovende skikkelse, som han lå der, halvt om halvt krøllet sammen i den store tre-personers sofa. Hans ansigt havde et blidt ansigtsudtryk, og hans hår var igen faldet ned foran hans øjne – dog virkede det ikke længere som en skærm mod omverden. Det var som om, at den skærm stille og roligt var ved at glide væk, jo mere jeg lærte ham at kende, jo mere jeg lærte til hans natur – blid, men samtidig med en kerne, og en fast skal. Han stoppede ofte sig selv med at snakke, og blev tit usikker, hvis der var noget der kunne overvejes for meget. Han havde let til at rødme, men han havde også let til latter, og han elskede at dele historier om hans tid på en såkaldt British boarding school, som han var blevet sent til som syv-årig. En gang imellem slog han over i decideret engelsk, når hans hjerne løb af med ham, og han forsøgte at sige for meget, eller når han blev for usikker på noget. Jeg var efterhånden, lige så stille og roligt, begyndt at samle nøglen til puslespillet om Damien.

Jeg rejste mig op, for at gå over og ruske i ham, og sige, at han skulle smutte ind i seng. Så ville jeg rydde op efter os, og selv snige mig i seng, men da jeg kom over ved siden af ham, og skulle til at ruske i ham, strittede min krop imod mig, og selvom jeg kæmpede for, at selv styre, hvad jeg gjorde, så slog min krop hjernen fra, og gik i stedet på autopilot, og jeg satte mig ned på knæ, bøjede mig forsigtigt frem, og kyssede Damien på kinden. Bare hurtigt og kort. Så ruskede jeg forsigtigt i ham.

”Damien?” kaldte jeg stille, trods vi var de eneste i huset. Hans øjenlåg bevægede sig en smule, men han åbnede ikke øjnene.

”Damien?” gentog jeg, og denne gang åbnede han svagt øjnene. Så satte han sig op, kiggede søvnigt på mig, lagde armene om halsen på mig, lænede hovedet imod min overkrop, og gav sig til at sove videre. Jeg kunne tydeligt mærke, hvordan rødmen skød op i kinderne på mig, og min krop fortalte mig,

”Damien!” min stemme var en anelse panikslagen at høre på – ikke fordi jeg var i panik, eller… måske var jeg. Mit hjerte forsøgte i hvert tilfælde at rive sig selv ud af mit bryst, og det måtte han helt klar kunne høre, han kunne ikke undgå at høre det, det kunne da vække selv en død!

”Mmm?” brummede han endelig, men han rykkede sig ikke umiddelbart.

”Damien, jeg tror, at du skal i seng,” sagde jeg, og rødmede kraftigt. Jeg kunne mærke, hvordan hans hænder pludselig fløj væk fra min hals, og stoppede mig selv i, at hive dem tilbage.

”Undskyld, undskyld, undskyld!” Hvinede han, og kiggede på mig, med store øjne, der i lyset fra det stadig tændte fjernsyn udtrykte en enorm skyhed, og hans kinder var også blevet en meget dybere rød farve, trods det var svært at bedømme, præcis hvor meget, da hele hans udseende fik et sølvagtigt glimt fra månens skær.

”Det er okay,” sagde jeg, og var glad for, at han helt sikkert ikke ville kunne se den rødmen der ligeledes havde spredt sig over mine kinder: ”ville bare sige, at du nok bør gå i seng, i stedet for at ligge her og sove. Kan du finde værelset igen?” jeg havde haft givet ham en lang rundvisning tidligere, men det betød ikke nødvendigvis, at han ville kunne finde rundt.

”Det tror jeg godt, ellers kalder jeg,” sagde han, og rejste sig op fra sofaen med et sidste blik på mig. I et kort sekund rørte hans fingre hans kind, og hans øjne hvilede på mine, så gik han, og efterlod verden mere grå og trist end nogensinde, og mig til at skulle rydde op, i en verden af utonede farver.

Jeg vågnede op til et par brune øjne, der lå få centimeter fra mig, og stirrede. Jeg sagde ikke noget, da jeg åbnede øjnene. Damien sagde heller intet. Han rykkede sig heller ikke. Jeg valgte, at blive liggende var nok den bedste idé jeg kunne komme på.

Det var stadig mørkt uden for, hvilket var sært, eftersom det jo var sommersæson, og det burde begynde at blive lyst allerede ved en… var det fire tiden? Jeg var ikke klar over det. Mit gardin var trukket for, og stoppede månens blege lys, men alligevel lykkedes det som altid Damiens øjne at fange den enkelte månestråle der lige akkurat sneg sig forbi gardinet, og heldigvis for det, det gjorde, at jeg kunne se hans øjne nogenlunde klart.

”Hvorfor er du vågen?” hviskede jeg. Jeg anede ikke, hvorfor jeg hviskede. Det gjorde jeg bare, som var det naturligt for mig.

”Jeg vågnede, og kunne ikke sove igen,” svarede han igen. Han ikke decideret hviskede, men han talte heller ikke højt nok til, at det kunne kaldes at snakke. Jeg lukkede øjnene, og åbnede dem så igen. Hans hånd lagde sig på min skulder, oven på min dyne, og jeg kunne mærke, hvordan energien begyndte at pulsere rundt i kroppen igen. Pludselig blev jeg fyldt med en sådanne arrigskab, at det var svært at komme uden om. Hvorfor var det, at han havde forhekset mig på denne her måde? Jeg kendte jo knap drengen, og alligevel!

”Hvad er du?” jeg hviskede igen, kunne ikke lade være, men spørgsmålet var ufatteligt seriøst. Jeg mente det.

”Hva’?” han var forvirret, men et halvt smil spillede om munden på ham.

”Glem det, det er dumt,” hviskede jeg igen, og skulle til at vende mig om, da hans hånd rykkede sig op til min kind. Han flyttede den ikke igen.

Det var sært. Jeg havde mange nætter ligget og snakket med Nicklas, men der havde været en helt anden stemning – meget mindre intens. Jeg havde intet imod, at ligge og snakke med Nicklas, det var hyggeligt, men at ligge der med Damien, det satte min nerver over skrævs. Jeg valgte derfor, ikke at sige noget, men bare kigge ham forvirret op i øjnene.

”Nej, hvad?” Spurgte han. De øjne. Hvordan skulle jeg kunne sige nej?

”Den… den forbandelse du har lagt på mig!” udbrød jeg. Han kiggede på mig, løftede det ene øjenbryn, og begyndte at grine. Ikke ondt, heller ikke melankolsk, eller bedrevidende, men en oprigtig, mild latter, som jeg fandt mig forvirret over.

”Jeg tænkte nok, at du ikke var klar over det,” sagde han, og smilede. Jeg overvejede, hvad han snakkede om, men i samme sekund fjernede han den sidste afstand der var imellem os, og hans læber mødte mine med en sådanne intensitet, at jeg glemte alt omkring mig. Jeg anede først ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre – jo, jeg havde før haft kysset med piger, men ingen af dem, havde været på denne her måde, ingen af dem havde været af hankøn, og ingen af dem havde været… Damien. Men det tog mig kun få sekunder, så begyndte mine læber at bevæge sig imod hans, i en fuldendt symbiose, og min hånd forsøgte at lægge sig på ryggen af ham, presse ham forsigtigt imod mig, men eftersom der var to dyner i vejen, fandt jeg det umuligt. I stedet lod jeg min hånd køre op i håret på ham. Det var blødt, og min hånd kunne nemt køre igennem det. Jeg var blændet for alt i verden, indtil hans læber endelig slap mine, og det gik op for mig, at jeg trak vejret i korte hastige træk.

”Ikke var klar over hvad?” Min hjerne var sat helt ude af spil. Jeg droppede alt der hed logisk tænkning, og overgav mig til min krop. Det virkede som om, at den gav mere mening, end min hjerne gjorde. Et sted forsøgte min hjerne i hvert tilfælde at fortælle mig, at det her var galt, der var noget, der var grueligt galt – jeg havde først lige mødt drengen her for ganske få dage siden, han var af hankøn – men jeg ignorerede det. Jeg kunne ikke fokusere på noget så banalt som det lige nu. Jeg var nødt til at høre, hvad han havde at sige.

”Men du er en dreng,” sagde jeg, og prøvede at få min hjernes ord formet, men tog chancen, og kyssede ham, først på panden, så kinderne, så halsen, og til sidst fandt mine læber igen hans mund.

”When has love ever bothered looking at gender?” spurgte han, og holdt mit hoved fast med hans hænder, mens han kiggede mig i øjnene, så godt han nu kunne igennem mørket.

”Kærlighed?”

”I’ve worked a spell on you,” sagde han, med sin fantastiske accent, samtidig med, at hans læber igen fandt mine: ”It’s called love, you know.”

”I knew you had done something,” svarede jeg ham drillende, mens mine læber igen fandt hans.

Niende indlæg: The Hourglass of Dead - kapitel 1

Way, en opdatering! Go me! Well, jeg har så endelig fået færdiggjort det første kapitel til The Hourglass of Dead, og det bliver Natacha nok meget glad for, så... here you go Natacha (:

”… ligene af Nora Johnson og hendes husbond, Jonathan Johnson, samt deres nabo, den ældre enkefrue Amanda Smith, blev fundet i morges af postbuddet. Ifølge et vidne skulle huset have været i forfærdelig tilstand, og der blev nævnt ordet ’mulig bombning’, af en opmærksom nabo. Politiet nægter på nuværende tidspunkt at kommentere sagen, men hvis nogen har set noget, som på nogen måde kan hjælpe med opklaringen, bedes i henvende jer på telefon 950…” Rapportørens stemme døde hen, da Catherine Grey trykkede på slukknappen til fjernsynet. Hun kastede et misbilligende blik på tv’et.

”Hey,” lød det klagende fra den anden ende, af den purpurfarvede sofa, ”jeg så lige det der!” Daniella Jackson sad og tyggede på en slikkepind, mens hun anklagende pegede på sin bedste veninde, Catherine. Hendes øjenbryn var rynket, hendes mundviger nedadvendte, men hendes kinder brændte med glæde, og hendes øjne smilede med en sådanne intensitet, at det var umuligt at tro på det vrede udbrud.

”Jaja, og det er jo bare det samme bras som altid. Naturkatastrofer, ulykker, mord, kidnapning… hvis nu bare de en dag gad rapportere om noget rent faktisk lykkeligt, som for eksempel at nu har de stoppet den almægtige dræberrobot som vil smadre jorden, eller de har fået has på en enorm orkan og dermed reddet flere tusinde menneskeliv, ville jeg måske lade være med, at skrue væk,” vrængede Catherine, og rakte tunge ad sin veninde, samtidig med at hun sørgede for, at holde fjernbetjeningen i en betydelig afstand, så veninden på ingen måde ville kunne tænde for tv’et igen.

”Men det er jo det befolkningen vil have. Drama, dramatik, katastrofer. Der er ikke nogen der gider sidde og høre om sukkersøde romantikhistorier i nyhederne,” sagde Daniella, og bredte dramatisk sine arme ud: ”velkommen til nyhederne,” sagde hun med en lignende imitation af den selv samme rapporter som de lige havde lukket ned for, samtidig med at hun rettede på nogle imaginære briller: ”vores headlines i dag er følgende; den enorme dræberrobot der kom til jorden fra Venus af viste sig heldigvis at være en sjov joke. Den indeholdt i virkeligheden slik, og var egentligt blot en enorm piñata, så nu har afrikanerne slik nok, til at kunne spise sig mætte i hvert tilfælde de næste par årtier.” Catherine begyndte at grine, men Daniella var slet ikke færdig: ”samtidig kan vi nu glæde samtlige hesteglade piger med, at enhjørningerne er vendt tilbage til verden! Vi var godt nok ikke klar over, at de overhovedet havde været her en gang, men en ekspert på området har gjort det klart, at de ikke er fake. Og vi stiller om til vores rapporter på stedet. Stacie, hvad har du at sige?” Daniella gestikulerede til, at Catherine skulle tage over, men eftersom pigen var godt i gang med et latteranfald, var det svært for hende at samle sig.

”Ja Richie,” lykkedes det hende til sidst at få fremklemt igennem latteranfaldende: ”vi er lige så forbløffede som resten af befolkningen, jeg mener, enhjørninge! Og for at det ikke skal være løgn, så har vi en, lige her. Alle sammen, hils på Rosa! Hov… desuden, så får jeg en helt anden nyhed i min øresnegl her. Jeg skulle sige, at vi har fået en ny headline! High School girl Daniella Jackson er forelsket! Ja mine kære seere, i hørte rigtigt, den udkårnes navn er...”resten af sætningen druknede, da Daniella tog den trekantede pude, der var akkurat samme purpurfarve som sofaen, som hun havde støttet sig opad, og smadrede den i hovedet på Catherine, som med det samme svarede igen, med en anden trekantet purpurfarvet pude.

Der gik ikke mange minutter, så havde begge piger tabt pusten, og det var ikke til at sige, hvem af dem der først erklærede fred. De sad begge, og skulede ondt til hverandre, da Daniellas far, en lav, halvbuttet mand med gråsprængt mørkebrunt hår, iklædt et nydeligt jakkesæt, trådte ind. Han kiggede først på puderne, men sagde intet, dog, da han kiggede på begge piger løftede han et busket øjenbryn.

”Har i piger husket klokken?” Spurgte han, og pegede på det store bornholmerur, som stod og tikkede lavmælt i den modsatte ende af den sammenpressede stue.

Begge piger styrtede op af sofaen, og forlod stuen i enorm hast. Daniellas far kunne ikke tilbageholde en lille latter; han var efterhånden van til sin datter, og datterens bedste venindes dårlige koordination med skolen, og den underholdt ham i hans travle hverdag.

Ude i gangen greb Catherine en cykelhjelm og sin skoletaske, mens Daniella blot svingede sin halvstore skoletaske over skulderen, og derefter gav sig til at forsøge at trække så hurtigt som muligt i et par lange støvler, med alt for mange snører, for kun at måtte opgive, og finde nogle flade sportssko frem i stedet. Da de kom udenfor skyndte Catherine sig at få sine lilla rulleskøjter på, som havde stået udenfor, og blot ventet på, at hun skulle i skole, mens Daniella hentede sin cykel, som hun havde parkeret omme bag ved huset, og kørte om foran. Hun støttede med det venstre ben, mens hun skyndte på Catherines indsnøring af Da Catherine endelig fik støvlerne på, rejste hun sig så hurtigt op som det var hende muligt, uden at vælte, og greb fat i bagagebæret på venindens cykel, hvorefter de hastigt drønede ud af indkørslen, til det nydeligt præsentable gule murstenshus.

De to piger strøg imellem gaderne på Upper West Side Manhatten, New York City, New York. De havde begge boet der hele deres liv, og var nærmest opvokset sammen. På mange punkter regnede de sig selv for værende søstre, specielt eftersom de begge to var enebørn, og på trods de udseendemæssigt adskilte sig meget fra hinanden. Daniella var en lavstammet pige, med dukkeudseende. Hun havde gigantiske dybe øjne, som havde samme farve som karamel, overraskende mange og lange øjenvipper, smalle naturlige øjenbryn arvet efter hendes mor, hjerteformet smalt ansigt, fulde læber, en anelse opstoppernæse, men uden grusomme kanter, og heller ikke så meget, at det blev forfærdeligt, samt den smukkeste honningfarvede hud på grund af spanske rødder. Hendes hår var klippet i korte etager, efter en dare hun tog imod sidste sommer for at vise sig for en dreng, og havde samme farve som en gammel egs bark. Hendes krop var også pæn – formet, kvindelig. Hun havde timeglasfigur, med en overdreven talje, halvbrede hofter og store bryster, uden de var så store, at det var dramatisk.

Catherine derimod bestod næsten kun af ben, i hvert tilfælde ifølge hende selv. Hun var ekstremt lang, og var næsten 1,75 m. høj. Samtidig var hun spinkel af bygning, undervægtig, trods hun havde kæmpet med at tage på i flere år, og stadig kæmpede, og en så bleg hudfarve normalt – som dog lige nu var blevet rød, efter en lur i baghaven uden solcreme – at hun virkelig stod i kontrast til sin veninde. Hendes hår var langt, gik hende til hofterne, krøllet, og en meget lys farve, med endnu lysere strøg i. Hendes grå øjne var også store, men virkede mere klodsede, til hendes ovale ansigt. Hendes kindben var brede, næsen skarp og munden viste alt for ofte de smilehuller hun hadede.

De havde været naboer, lige så længe de kunne huske. Deres forældre havde været bedste venner, flere år inden børn var kommet på banen, og da børn endelig kom på banen havde de joket med, at de kunne få børn nogenlunde samtidig, hvorefter joken var blevet en del mere realistisk, end hvad den var ment til, og nu skilte kun en enkelt dag de to pigers fødsler ad. De var vokset op sammen, leget sammen lige så længe de kunne huske, og havde praktisk talt oplevet hinandens liv sammen.

Daniella svingede cyklen til venstre, ned af en lang, forholdsvis øde gade – hvilket sagde noget på Manhattan, trods den dog ikke ligefrem var øde, den var bare en del mere øde, end hvad man kunne forvente af Manhattan. Catherine så dog ikke just lykkelig ud, da hun så det, og bandede lavmælt. Hvis der ikke var andre studenter der var ved at ankomme til skolen, så var det fordi, at de var sent på den – alt for sent på den.

”Så Cat, så er der vidst afgang, jeg stopper om lidt,” sagde Daniella. Heller ikke hun lød for tilfreds med situationen.

Catherine gav slip på cyklens bagagebærer, og brugte rulleskøjternes indbyggede bremseklods, til at sænke farten, da rulleskøjterne fortsatte fremad, med selv samme fart som cyklen havde haft. Da hun nåede trapperne til skolen kastede hun sig ned på den første, den bedste kantsten, og gav sig til at snøre støvlerne af, så hurtigt det overhovedet kunne lade sig gøre. Det tog hende ikke mange sekunder, før den første var af, men den anden kludrede hun med, og kom til at få lavet en umiddelbart uløselig knude på snørrebånende. Dog havde hun ikke tid til, at få knuden op, så hun hev bare hastigt den sidste støvle af, og tog de sko hun havde i sin skoletaske på, imens Daniella løb tilbage om hjørnet, og over til den anden pige. Ingen ord blev udvekslet, da de to piger løb ind på skolens gange mange forvirrende gange, og sammen løb over imod biologilokalerne.

                                                                                   *

”Jeg troede, at Mr. Mason ville dræbe os,” gispede Catherine, seks timer senere. Hun stod uden foran skolen på trappen, mens elever strømmede ud, sammen med Daniella, en høj dreng ved navn Lukas som sendte Daniella flygtige blikke – som hun returnerede – lige så snart han troede, at hun ikke så det, en lavere pige, næsten på højde med Daniella ved navn Micha og en blåhåret vildtudseendet dreng der hed Zack.

”Det er jeg ret sikker på, at han kommer til at gøre,” sukkede Daniella: ”han gav os i hvert tilfælde overdrevent mange lektier for.” Catherine sukkede også, og kiggede op i luften. Der var op til flere fly der fløj over himlen, men i det mindste var den skyfri, og der var varmt udenfor.

”Han giver alle mange lektier for, jeg har ham i femte periode, han er et mareridt,” Micha trak på skuldrene: ”og han skriver alt for mange noter op. Man skulle tro, at han forsøger at gøre hele high school dobbelt så forfærdelig som det er i forvejen. Jeg mener, lektiebyrden er hård nok uden alle hans ekstra lektier.” De andre trak på skuldrene; ingen af dem havde ham som biologilærer.

”Så skulle i prøve mrs. Cool. Lad jer ikke narre af navnet, hun er alt andet end cool. Jeg har aldrig prøvet at tage så mange noter i mit liv, som jeg gør i hendes spansktimer. Og det et sprog! Man skulle tro, at man skulle snakke, i stedet for at skrive noter op, men indtil videre har jeg næsten ikke oplevet andet end noter. Og samtidig har hun en forfærdelig håndskrift, og er af den holdning, at man ’nok bare må lære at tyde hendes håndskrift, for vi skal jo kunne læse den hele året igennem’,” sagde Lukas, og strakte sig dovent.

”Hende har jeg også. Jeg syntes nu ikke, at hun er så slem, men nu er jeg også i den avancerede klasse. Vi har indtil videre haft ret mange samtaler i timerne, og næsten ikke nogle noter,” sagde Daniella, og smilte. Selvfølgelig snakkede hun flydende spansk på forhånd, men derfor var det jo netop meget sjovt, at have det i skolen; der lå ikke meget arbejde bag det.

”Hey i stedet for at stå her og diskutere lærere og lektier, når skoledagen rent faktisk ER overstået, er nogen af jer interesseret i noget Taco Bell?” Zack kastede hovedet mod venstre, for at vise, at han mente den de plejede at gå på, som lå inde i Midtown, langt væk fra hvor A-listen på deres alles high school alt for ofte hang ud efter skole.

”Kun hvis du giver,” grinede Daniella: ”jeg har ikke penge til smør på brødet. Ikke, at jeg betaler det, men det er princippet bag der gælder. Jeg kom desværre til at købe mig en ny kjole.” Catherine grinede af hende; Daniella havde en enorm svaghed for kjoler, og påstod, at det var fordi kjole og højhælede fik hende til at se højere ud. I virkeligheden gik hun knap i sine højhælede, og hendes klædeskab var efterhånden ret proppet. De andre sukkede bare, og Micha rystede på hovedet.

”Jeg skal nok betale for dig,” smilede Lukas, og en kraftig rød farve bredte sig på hans kinder. Daniella kiggede forlegent op på ham, med mindst lige så blusende kinder, men smilede så bredt til ham.

”Årh, get a room,” grinede Catherine, og stak en albue I siden på siden veninde, hvilket der fik hele flokke til at grine, med undtagelse af Daniella og Lukas, der blot blev endnu rødere i hovederne: ”Let’s go.”

De begyndte at gå op imod Taco Bell, og grinede og pjattede på vejen. Lukas og Daniella gik længst foran, og prøvede at snakke forsigtigt sammen, men begge var forholdsvist generte over for hinanden, så der blev mere stilhed, før de kom ind på den eneste periode de havde sammen; musik, hvorefter de blev dybt fordybet i en samtale om de forskellige musikgrupper deres lærer havde designet, og sat dem til at spille i for tiden. Zack og Micha gik mere, og gjorde en del grin med hinanden, samt med alt der var omkring dem. Lidt på samme måde som med Catherine og Daniella, var de vokset op sammen, og kendte alt omkring hinanden. Catherine gik så et par meter bagved de andre. Det var både fordelen og ulempen ved, at være fem i deres lille gruppe. Ingen lagde rigtigt mærke til, hvis en enkelt manglede, da denne lige så godt kunne være med de andre to. Lige nu var det dog en fordel, da Catherine havde mere lyst til, at gå rundt i sine egne tanker, i stedet for at skulle være alt for social, bare et enkelt øjeblik. Hun havde vågnet op om morgenen, og ikke decideret følt sig veloplagt, men i det mindste okay tilpas, men efter hun var gået over til Daniella, som hun gjorde det hver eneste morgen, havde en ubehagelig mavefornemmelse begyndt at brede sig, og igennem de sidste par timer var den blot taget til. I tennisclass havde hun været nødt til at sætte sig ud på sidelinjen, da smerten begyndte at blive decideret distraherende, hvorefter hendes træner havde smidt hende tilbage på banen igen, og mumlet noget om, at menstruation ikke var nogen undskyldning for ikke at deltage i klassen. Catherine vidste, at mavefornemmeslerne intet havde med menstruation at gøre. Og hun havde da også gået over til skolesygeplejersken, som havde trykken hende på maven, givet hende en pille, og bedt hende komme tilbage, hvis det ikke hjalp. Men trods hun sagde det, kunne Catherine tydeligt se i hendes blik, at hun mente, at der bare var tale om et sædvanligt anfald af ”ondt i pjækketarmen”, så selv da det fortsatte igennem engelsk litteratur, valgte Catherine ikke at gå nogle steder hen, men blot blive i sin time, og kæmpe med smerten alene. Det var heller ikke ligefrem fordi, at hun var nogen svag pige, men nu var smerten efterhånden begyndt at blive abnormal, og hun var begyndt at blive en smule nervøs for, om det kunne have noget med hendes blindtarm at gøre. Men lige som hun bedst gik og overvejede, om hun burde snakke med Daniella om det, stoppede hun med at kunne trække vejret.

Det var ikke en følelse af, ikke at kunne få luft som Catherine oplevede. Det var decideret, at stå og hive efter vejret som en fisk på land, men uden at der kom noget ned i lungerne. Hendes hals snørede sig sammen, og hun kunne mærke, hvordan hendes øjne fyldtes med vand. Catherine faldt ned på knæ, og i det samme fik Daniella øje på hende ud af øjenkrogen, og i løbet af få sekunder var hvad end hun havde gået og grinet over med Lukas, glemt, og hun løb over til Catherine så hurtigt hun kunne, stærkt forfulgt af de tre andre, da det gik op for dem, hvad der skete.

”Cath, hvad er der galt?” spurgte Daniella bekymret. Catherine prøvede at svare hende, men ligesom luften ikke ville lukkes ind i hendes lunger, ville den heller ikke lukkes ud, og hun havde intet at tale med. Hun lagde blot hænderne omkring sin hals, og var forundret over, at der ikke var noget, der var strammet rundt omkring den.

Smerten fra ikke at kunne trække vejret var foruroligende. Efter hvad hun vidste, burde hun slet ikke begynde at have så ondt så hurtigt, og hun plejede da også, at være den pige der kunne holde vejret længst, når hun kæmpede med de andre på strandene, men følelsen af ingen luft var kommet med det samme, og det føltes det som om, at hver fiber i hendes krop brændte med en sådan intensitet, at hun var sikker på, at hun var på vej til helvede. Verden omkring hende var begyndt at gynge, og Daniellas nervøse tårer, Lukas’ usikre blik, Zacks chokerede ansigtsudtryk og Michas opspærrede øjne begyndte at svømme, og flød sammen med alle de andre mennesker, hvoraf de fleste ignorerede hende. Få var dog kommet over, og kiggede forsigtigt, eller nervøst på Catherine, som nu var helt nede på alle fire. Hun forsøgte at hoste, hun forsøgte at trække vejret, og hun forsøgte at tænke andet end ’Jeg dør’, men lige vidt hjalp det. Hendes hoved var rødt, hendes krop brændte, verden svømmede rundt for hendes blik, og en masse små gyldne prikker begyndte at danse omkring hende, tog opmærksomheden væk fra alle ansigterne der stirrede på hende, og hendes hals nægtede at adlyde hende. Det føltes mest af alt som om, at hun slet ikke havde noget luftrør, men at det var ved at blive revet ud af hende, og hun kunne ikke lade være med at ønske, at det kunne gå lidt hurtigere, så smerten i det mindste kunne ophøre, den var ved at drive hende til vanvid, og var så intens, og så kolossal. Hele hendes hud prikkede, hendes indvolde skreg, men det var i halsen, at den største smerte befandt sig.

Og så besvimede hun.

                                                                                   *

Catherine lå på ryggen på jorden, da hun vågnede. Det første hun så var Daniellas ansigt, og tårerne der løb ned over kinderne på hende. En hånd klemte Catherines, og hun var godt klar over, at det helt klart måtte være Daniella, men mens hendes hjerne prøvede at fokusere på, hvorfor Daniella græd, gik det op for Catherine, hvad Daniellas ansigtsudtryk fortalte. Daniellas ansigt udtrykte ren panik, og der gik et par minutter, før det gik op for Catherine, at Daniella havde skreget hendes navn adskillige gange.

Også Micha græd. Hun stod med begge hænderne oppe foran munden, en lille meter væk, og stirrede lydløst på Catherine. Lukas stod og så ud som om, at han ikke helt vidste, hvad han skulle. Han havde taget et tøvende skridt over imod Daniella, og kiggede uroligt på Catherine, da hun mødte hans blik, men han blev, hvor han stod. Zack, til gengæld, snakkede i telefon.

”Ja, til højre. På fortovet ved McDonalds. To sekunder, jeg tror, at hun er vågen nu,” sagde Zack, og tog mobilen lidt væk fra øret.

”Catherine, kan du høre mig? Hvordan har du det?” spurgte han, og bekymringen lyste ud af hans øjne, selvom han havde sin stemme under kontrol. Catherine kiggede forvirret på ham, men tvang så sin hjerne til at gennemgå, hvad der var sket. Hun havde haft ondt i maven, og var besvimet. Men hun havde besvimet før, det var ikke ligefrem fordi, at han behøvede være så… vent lige et øjeblik, var det ambulancefolk han snakkede med? Troede han seriøst, at hun havde råd til en tur på hospitalet? Hun forsøgte at fortælle ham det, men da hun åbnede munden, kom der ikke nogen lyd ud. Først da hun lagde mærke til manglen på sin egen stemme, kom hun i tanke om smerten der pludselig var eksploderet, og løftede hånden op, for at mærke på sin hals, men Daniella stoppede hende.

”Det er okay søde, ambulancefolkene er her om lidt, du behøves ikke anstrenge dig selv,” kvækkede hun forsigtigt, med en grådfyldt stemme. Catherine satte sig forskrækket op, Zack var begyndt at snakke igen.

”Jeg har ikke brug for nogen ambulance,” pludselig kom stemmens brug til hende, og hun stirrede med et blik af stål på Zack, for at få ham til at forstå, at hun så absolut ikke gad have problemer med regningen senere. Zack åbnede munden for at sige noget, men Micha kom ham i forkøbet.

”Catherine, du… du fik et anfald af en art, du har brug for ambulancen. Det… det så så skræmmende ud!” Og så begravede Micha hovedet i hænderne igen. Daniella fandt også tårerne frem igen, og Lukas mandede sig endelig op og gik over til hende, lod sig falde på knæ ved siden af pigebarnet, og lagde armene forsigtigt om hende.

”Men jeg har det fint!” og mens Catherine rejste sig, gik det op for hende, at det passede. Der var ikke engang det mindste spor af smerten, ingen kvalme, ingen ubehag. Inden Zack kunne nå at sige mere til ambulancefolkene tog hun mobilen: ”sorry guys, falsk alarm, jeg besvimede bare. Der er ikke noget her at komme efter.” Og så lagde hun på. Zack stirrede på hende, et øjeblik så det ud til, at han skulle til at sige noget, men i stedet grinte han bare, og trak på skuldrene, hvorefter han tog sin mobil fra hende igen.

”Cath, du kunne like, have været død! Det der var ikke ingenting,” sagde Daniella, og stirrede på sin veninde, med en blanding af forbløffelse og overraskelse i blikket. Hun fik fjernet Lukas arme fra sig, og gik over, og lagde en hånd på venindes arm, men Catherine rystede den af sig; hun havde ikke lyst til, at blive pylret om, over noget så latterligt som et besvimelsesanfald.

Det var først der, at det gik op for Catherine, at der stod nogle mennesker, og stirrede en anelse i deres retning, samt en lille halvcirkel havde formet sig omkring dem, med bekymrede mennesker, der nu blot så forvirrede ud. Catherines kinder begyndte at bluse en smule, da det gik over for hende, at det nok var hendes skyld, at de var der, og hun skyndte sig meget hurtigt, at finde på en smutvej.

”Hey, guys, vi skulle på Taco Bell,” sagde Catherine, og så hurtigt, at Daniella skulle til at protestere, så hun skyndte sig at tilføje: ”jeg tror, at jeg virkelig har brug for at få noget i maven, oven på det her.” Veninden stirrede et øjeblik på hende, og så ud til, et kort øjeblik, at skulle til at modsige sig idéen, men kiggede så over på Lukas som nikkede.

”Jeg syntes, at det lyder som en god idé,” sagde han, og fjernede nogle hår der havde sat sig fast i Daniellas læbe. Han smilede forsigtigt til hende, mens han rødmede en anelse. Så rejste han sig, og lagde endnu engang armene rundt om Daniella. Denne gang sagde hun intet imod det, men hun så stadig en smule splittet og forvirret ud.

”Så lad os gå,” sagde Zack og trak på skuldrene igen. Micha sagde intet, men fulgte tavst efter de andre. Nogle af de mennesker der havde stået der så decideret fornærmede ud, andre chokerede, mens en enkelt småbuttet dame grinte. Catherine ignorerede det, og tog imod den hånd Daniella stak over imod hende. Der blev ikke sagt noget i ti minutter, før Daniella pludseligt stoppede op, og krammede Catherine.

”Gør aldrig sådanne noget igen,” sagde hun, og stirrede op på Catherine med sine store brune øjne, der stadig var en smule våde efter at have grædt. Catherine strøg hende forsigtigt over håret.

”Jeg skal gøre mit bedste, for at lade være,” smilede hun. Så mærkede hun noget, hun ikke havde lagt mærke til før, og trak sig væk fra Daniellas omfavnelse.

Om halsen på Daniella hang en halskæde. Catherine stirrede misbilligende – Daniella gik normalt aldrig med smykker, og hun havde ikke lagt mærke til noget tidligere, men valgte at ignorere det. Halskæden havde en krystalhvid farve, og for enden hang et stort timeglas, i en bleg gul farve. Inden i timeglasset var en samling små solgule, græsgrønne og lyseblå krystaller, som løb meget langsomt mod bunden. Øverst i timeglasset var en ufattelig stor mængde krystaller, og nederst var der kun en smule krystaller, i forhold til øverst.

Catherine skulle lige til at spørge til halskæden, da en fremmed gik ind i hende, og hun fløj ud af de tanker igen.

”Se dig dog for!” Råbte Zack vredt efter ham. Normalt havde Catherine selv bedt manden om, at se sig for, men hun havde for travlt med, forbløffet at stirre på et timeglas han havde om halsen. Det lignede Daniellas på en prik, med undtagelse af, at selve timeglasset var en lys grå farve, og stenene var en blanding af purpurfarvede, en lys lilla farve, beige og grå. Og der var næsten ikke flere sten tilbage i øverste del af timeglasset. Catherine nåede kun at undre sig et øjeblik over det fantastiske sammentræk at hendes bedste veninde der aldrig gik med smykker havde et på – og et magen til en anden – før hun fik kigget på Zack. Han havde et lyseblåt timeglas om halsen. Catherine var ret så sikker på, at han ikke havde haft det på tidligere, eller nogensinde kunne have fundet på at tage det på af egen fri vilje.

Catherine tilbageholdte et skrig, da hun kiggede på Lukas’ hals, og fandt et timeglas i en honning gul farve, og da hun kiggede på Micha, og så endnu et timeglas, denne gang i en hot pink farve. Med hamrende hjerte kiggede hun ned på sin egen hals, og denne gang måtte hun virkelig kæmpe, for at tilbageholde et skrig. Om hendes egen hals hang et timeglas, lige som alle de andres. Dog var kæden, og selve timeglasset ikke samme krystalhvide farve som alle de andres, men nærmere en guld med en hvidligt glødende farve. Og der var ingen små sten, krystaller, eller hvad det end var der var inden i timeglas, i hendes, som der ellers var i alle hendes venners. Ingen overhovedet, heller ikke på bunden.

Catherine kiggede vildt op, kun for at se den selv samme mand der havde stødt ind i hende gå over vejen et sekund for tidligt. Det tog kun få sekunder, men for Catherine spillede scenen sig i slow motion; taxien der drønede ned af den store high way, manden der ikke kiggede sig for, hans timeglas svingede rundt om halsen på ham, Catherine kunne sværge, at hun kunne se de sidste krystaller falde til bunds, før taxien ramte ham i en enorm hastighed, og han var væk.

Catherine skulle lige til at skrige, men i det samme lagde en hånd sig på hendes skulder.

”Du kan se dem, ikke?” lød en mands grove stemme. Catherine turde ikke vende sig om, hun stod som forstenet og stirrede på ulykkesstedet. Manden der havde kørt taxien var stoppet. Han timeglas var stadig halvt fyldt. Andre kom til omkring ham. Hver og en bar et timeglas, alle med samme krystalhvide kæde, men med hver sin farve glas, og med hver sin farve – og som oftest farver – sten. Det var en hel regnbue at se på.

”Hvem er du?” lød Lukas stemme. Den lød meget fjern, men den fik Catherine til at vænne tilbage til den rigtige verden. Daniella stod og stirrede på ulykken. Der var blod. Meget af det.

”Hvor er det forfærdeligt… Åh Cath, hvor er det dog forfærdeligt!” hviskede hun. Men Catherine ignorerede for en sjælden gangs skyld sin bedste veninde, og vendte sig i stedet for, for at se op på den mand der stadig havde en hånd om hendes skulder. Men det var ikke hans ansigt hun ledte efter først, men hans kæde. Den var i præcis samme krystalhvide farve som alle andre havde, men hvor deres timeglas var en skinnende regnbue af farver, var hans krystalhvidt, og hvor andre havde mange små krystaller af sten inden i, havde han ingen. Det faktum fik hende til at nikke.

”Ja, jeg kan se dem.”