Way, en opdatering! Go me! Well, jeg har så endelig fået færdiggjort det første kapitel til The Hourglass of Dead, og det bliver Natacha nok meget glad for, så... here you go Natacha (:
”… ligene af Nora Johnson og hendes husbond, Jonathan Johnson, samt deres nabo, den ældre enkefrue Amanda Smith, blev fundet i morges af postbuddet. Ifølge et vidne skulle huset have været i forfærdelig tilstand, og der blev nævnt ordet ’mulig bombning’, af en opmærksom nabo. Politiet nægter på nuværende tidspunkt at kommentere sagen, men hvis nogen har set noget, som på nogen måde kan hjælpe med opklaringen, bedes i henvende jer på telefon 950…” Rapportørens stemme døde hen, da Catherine Grey trykkede på slukknappen til fjernsynet. Hun kastede et misbilligende blik på tv’et.
”Hey,” lød det klagende fra den anden ende, af den purpurfarvede sofa, ”jeg så lige det der!” Daniella Jackson sad og tyggede på en slikkepind, mens hun anklagende pegede på sin bedste veninde, Catherine. Hendes øjenbryn var rynket, hendes mundviger nedadvendte, men hendes kinder brændte med glæde, og hendes øjne smilede med en sådanne intensitet, at det var umuligt at tro på det vrede udbrud.
”Jaja, og det er jo bare det samme bras som altid. Naturkatastrofer, ulykker, mord, kidnapning… hvis nu bare de en dag gad rapportere om noget rent faktisk lykkeligt, som for eksempel at nu har de stoppet den almægtige dræberrobot som vil smadre jorden, eller de har fået has på en enorm orkan og dermed reddet flere tusinde menneskeliv, ville jeg måske lade være med, at skrue væk,” vrængede Catherine, og rakte tunge ad sin veninde, samtidig med at hun sørgede for, at holde fjernbetjeningen i en betydelig afstand, så veninden på ingen måde ville kunne tænde for tv’et igen.
”Men det er jo det befolkningen vil have. Drama, dramatik, katastrofer. Der er ikke nogen der gider sidde og høre om sukkersøde romantikhistorier i nyhederne,” sagde Daniella, og bredte dramatisk sine arme ud: ”velkommen til nyhederne,” sagde hun med en lignende imitation af den selv samme rapporter som de lige havde lukket ned for, samtidig med at hun rettede på nogle imaginære briller: ”vores headlines i dag er følgende; den enorme dræberrobot der kom til jorden fra Venus af viste sig heldigvis at være en sjov joke. Den indeholdt i virkeligheden slik, og var egentligt blot en enorm piñata, så nu har afrikanerne slik nok, til at kunne spise sig mætte i hvert tilfælde de næste par årtier.” Catherine begyndte at grine, men Daniella var slet ikke færdig: ”samtidig kan vi nu glæde samtlige hesteglade piger med, at enhjørningerne er vendt tilbage til verden! Vi var godt nok ikke klar over, at de overhovedet havde været her en gang, men en ekspert på området har gjort det klart, at de ikke er fake. Og vi stiller om til vores rapporter på stedet. Stacie, hvad har du at sige?” Daniella gestikulerede til, at Catherine skulle tage over, men eftersom pigen var godt i gang med et latteranfald, var det svært for hende at samle sig.
”Ja Richie,” lykkedes det hende til sidst at få fremklemt igennem latteranfaldende: ”vi er lige så forbløffede som resten af befolkningen, jeg mener, enhjørninge! Og for at det ikke skal være løgn, så har vi en, lige her. Alle sammen, hils på Rosa! Hov… desuden, så får jeg en helt anden nyhed i min øresnegl her. Jeg skulle sige, at vi har fået en ny headline! High School girl Daniella Jackson er forelsket! Ja mine kære seere, i hørte rigtigt, den udkårnes navn er...”resten af sætningen druknede, da Daniella tog den trekantede pude, der var akkurat samme purpurfarve som sofaen, som hun havde støttet sig opad, og smadrede den i hovedet på Catherine, som med det samme svarede igen, med en anden trekantet purpurfarvet pude.
Der gik ikke mange minutter, så havde begge piger tabt pusten, og det var ikke til at sige, hvem af dem der først erklærede fred. De sad begge, og skulede ondt til hverandre, da Daniellas far, en lav, halvbuttet mand med gråsprængt mørkebrunt hår, iklædt et nydeligt jakkesæt, trådte ind. Han kiggede først på puderne, men sagde intet, dog, da han kiggede på begge piger løftede han et busket øjenbryn.
”Har i piger husket klokken?” Spurgte han, og pegede på det store bornholmerur, som stod og tikkede lavmælt i den modsatte ende af den sammenpressede stue.
Begge piger styrtede op af sofaen, og forlod stuen i enorm hast. Daniellas far kunne ikke tilbageholde en lille latter; han var efterhånden van til sin datter, og datterens bedste venindes dårlige koordination med skolen, og den underholdt ham i hans travle hverdag.
Ude i gangen greb Catherine en cykelhjelm og sin skoletaske, mens Daniella blot svingede sin halvstore skoletaske over skulderen, og derefter gav sig til at forsøge at trække så hurtigt som muligt i et par lange støvler, med alt for mange snører, for kun at måtte opgive, og finde nogle flade sportssko frem i stedet. Da de kom udenfor skyndte Catherine sig at få sine lilla rulleskøjter på, som havde stået udenfor, og blot ventet på, at hun skulle i skole, mens Daniella hentede sin cykel, som hun havde parkeret omme bag ved huset, og kørte om foran. Hun støttede med det venstre ben, mens hun skyndte på Catherines indsnøring af Da Catherine endelig fik støvlerne på, rejste hun sig så hurtigt op som det var hende muligt, uden at vælte, og greb fat i bagagebæret på venindens cykel, hvorefter de hastigt drønede ud af indkørslen, til det nydeligt præsentable gule murstenshus.
De to piger strøg imellem gaderne på Upper West Side Manhatten, New York City, New York. De havde begge boet der hele deres liv, og var nærmest opvokset sammen. På mange punkter regnede de sig selv for værende søstre, specielt eftersom de begge to var enebørn, og på trods de udseendemæssigt adskilte sig meget fra hinanden. Daniella var en lavstammet pige, med dukkeudseende. Hun havde gigantiske dybe øjne, som havde samme farve som karamel, overraskende mange og lange øjenvipper, smalle naturlige øjenbryn arvet efter hendes mor, hjerteformet smalt ansigt, fulde læber, en anelse opstoppernæse, men uden grusomme kanter, og heller ikke så meget, at det blev forfærdeligt, samt den smukkeste honningfarvede hud på grund af spanske rødder. Hendes hår var klippet i korte etager, efter en dare hun tog imod sidste sommer for at vise sig for en dreng, og havde samme farve som en gammel egs bark. Hendes krop var også pæn – formet, kvindelig. Hun havde timeglasfigur, med en overdreven talje, halvbrede hofter og store bryster, uden de var så store, at det var dramatisk.
Catherine derimod bestod næsten kun af ben, i hvert tilfælde ifølge hende selv. Hun var ekstremt lang, og var næsten 1,75 m. høj. Samtidig var hun spinkel af bygning, undervægtig, trods hun havde kæmpet med at tage på i flere år, og stadig kæmpede, og en så bleg hudfarve normalt – som dog lige nu var blevet rød, efter en lur i baghaven uden solcreme – at hun virkelig stod i kontrast til sin veninde. Hendes hår var langt, gik hende til hofterne, krøllet, og en meget lys farve, med endnu lysere strøg i. Hendes grå øjne var også store, men virkede mere klodsede, til hendes ovale ansigt. Hendes kindben var brede, næsen skarp og munden viste alt for ofte de smilehuller hun hadede.
De havde været naboer, lige så længe de kunne huske. Deres forældre havde været bedste venner, flere år inden børn var kommet på banen, og da børn endelig kom på banen havde de joket med, at de kunne få børn nogenlunde samtidig, hvorefter joken var blevet en del mere realistisk, end hvad den var ment til, og nu skilte kun en enkelt dag de to pigers fødsler ad. De var vokset op sammen, leget sammen lige så længe de kunne huske, og havde praktisk talt oplevet hinandens liv sammen.
Daniella svingede cyklen til venstre, ned af en lang, forholdsvis øde gade – hvilket sagde noget på Manhattan, trods den dog ikke ligefrem var øde, den var bare en del mere øde, end hvad man kunne forvente af Manhattan. Catherine så dog ikke just lykkelig ud, da hun så det, og bandede lavmælt. Hvis der ikke var andre studenter der var ved at ankomme til skolen, så var det fordi, at de var sent på den – alt for sent på den.
”Så Cat, så er der vidst afgang, jeg stopper om lidt,” sagde Daniella. Heller ikke hun lød for tilfreds med situationen.
Catherine gav slip på cyklens bagagebærer, og brugte rulleskøjternes indbyggede bremseklods, til at sænke farten, da rulleskøjterne fortsatte fremad, med selv samme fart som cyklen havde haft. Da hun nåede trapperne til skolen kastede hun sig ned på den første, den bedste kantsten, og gav sig til at snøre støvlerne af, så hurtigt det overhovedet kunne lade sig gøre. Det tog hende ikke mange sekunder, før den første var af, men den anden kludrede hun med, og kom til at få lavet en umiddelbart uløselig knude på snørrebånende. Dog havde hun ikke tid til, at få knuden op, så hun hev bare hastigt den sidste støvle af, og tog de sko hun havde i sin skoletaske på, imens Daniella løb tilbage om hjørnet, og over til den anden pige. Ingen ord blev udvekslet, da de to piger løb ind på skolens gange mange forvirrende gange, og sammen løb over imod biologilokalerne.
*
”Jeg troede, at Mr. Mason ville dræbe os,” gispede Catherine, seks timer senere. Hun stod uden foran skolen på trappen, mens elever strømmede ud, sammen med Daniella, en høj dreng ved navn Lukas som sendte Daniella flygtige blikke – som hun returnerede – lige så snart han troede, at hun ikke så det, en lavere pige, næsten på højde med Daniella ved navn Micha og en blåhåret vildtudseendet dreng der hed Zack.
”Det er jeg ret sikker på, at han kommer til at gøre,” sukkede Daniella: ”han gav os i hvert tilfælde overdrevent mange lektier for.” Catherine sukkede også, og kiggede op i luften. Der var op til flere fly der fløj over himlen, men i det mindste var den skyfri, og der var varmt udenfor.
”Han giver alle mange lektier for, jeg har ham i femte periode, han er et mareridt,” Micha trak på skuldrene: ”og han skriver alt for mange noter op. Man skulle tro, at han forsøger at gøre hele high school dobbelt så forfærdelig som det er i forvejen. Jeg mener, lektiebyrden er hård nok uden alle hans ekstra lektier.” De andre trak på skuldrene; ingen af dem havde ham som biologilærer.
”Så skulle i prøve mrs. Cool. Lad jer ikke narre af navnet, hun er alt andet end cool. Jeg har aldrig prøvet at tage så mange noter i mit liv, som jeg gør i hendes spansktimer. Og det et sprog! Man skulle tro, at man skulle snakke, i stedet for at skrive noter op, men indtil videre har jeg næsten ikke oplevet andet end noter. Og samtidig har hun en forfærdelig håndskrift, og er af den holdning, at man ’nok bare må lære at tyde hendes håndskrift, for vi skal jo kunne læse den hele året igennem’,” sagde Lukas, og strakte sig dovent.
”Hende har jeg også. Jeg syntes nu ikke, at hun er så slem, men nu er jeg også i den avancerede klasse. Vi har indtil videre haft ret mange samtaler i timerne, og næsten ikke nogle noter,” sagde Daniella, og smilte. Selvfølgelig snakkede hun flydende spansk på forhånd, men derfor var det jo netop meget sjovt, at have det i skolen; der lå ikke meget arbejde bag det.
”Hey i stedet for at stå her og diskutere lærere og lektier, når skoledagen rent faktisk ER overstået, er nogen af jer interesseret i noget Taco Bell?” Zack kastede hovedet mod venstre, for at vise, at han mente den de plejede at gå på, som lå inde i Midtown, langt væk fra hvor A-listen på deres alles high school alt for ofte hang ud efter skole.
”Kun hvis du giver,” grinede Daniella: ”jeg har ikke penge til smør på brødet. Ikke, at jeg betaler det, men det er princippet bag der gælder. Jeg kom desværre til at købe mig en ny kjole.” Catherine grinede af hende; Daniella havde en enorm svaghed for kjoler, og påstod, at det var fordi kjole og højhælede fik hende til at se højere ud. I virkeligheden gik hun knap i sine højhælede, og hendes klædeskab var efterhånden ret proppet. De andre sukkede bare, og Micha rystede på hovedet.
”Jeg skal nok betale for dig,” smilede Lukas, og en kraftig rød farve bredte sig på hans kinder. Daniella kiggede forlegent op på ham, med mindst lige så blusende kinder, men smilede så bredt til ham.
”Årh, get a room,” grinede Catherine, og stak en albue I siden på siden veninde, hvilket der fik hele flokke til at grine, med undtagelse af Daniella og Lukas, der blot blev endnu rødere i hovederne: ”Let’s go.”
De begyndte at gå op imod Taco Bell, og grinede og pjattede på vejen. Lukas og Daniella gik længst foran, og prøvede at snakke forsigtigt sammen, men begge var forholdsvist generte over for hinanden, så der blev mere stilhed, før de kom ind på den eneste periode de havde sammen; musik, hvorefter de blev dybt fordybet i en samtale om de forskellige musikgrupper deres lærer havde designet, og sat dem til at spille i for tiden. Zack og Micha gik mere, og gjorde en del grin med hinanden, samt med alt der var omkring dem. Lidt på samme måde som med Catherine og Daniella, var de vokset op sammen, og kendte alt omkring hinanden. Catherine gik så et par meter bagved de andre. Det var både fordelen og ulempen ved, at være fem i deres lille gruppe. Ingen lagde rigtigt mærke til, hvis en enkelt manglede, da denne lige så godt kunne være med de andre to. Lige nu var det dog en fordel, da Catherine havde mere lyst til, at gå rundt i sine egne tanker, i stedet for at skulle være alt for social, bare et enkelt øjeblik. Hun havde vågnet op om morgenen, og ikke decideret følt sig veloplagt, men i det mindste okay tilpas, men efter hun var gået over til Daniella, som hun gjorde det hver eneste morgen, havde en ubehagelig mavefornemmelse begyndt at brede sig, og igennem de sidste par timer var den blot taget til. I tennisclass havde hun været nødt til at sætte sig ud på sidelinjen, da smerten begyndte at blive decideret distraherende, hvorefter hendes træner havde smidt hende tilbage på banen igen, og mumlet noget om, at menstruation ikke var nogen undskyldning for ikke at deltage i klassen. Catherine vidste, at mavefornemmeslerne intet havde med menstruation at gøre. Og hun havde da også gået over til skolesygeplejersken, som havde trykken hende på maven, givet hende en pille, og bedt hende komme tilbage, hvis det ikke hjalp. Men trods hun sagde det, kunne Catherine tydeligt se i hendes blik, at hun mente, at der bare var tale om et sædvanligt anfald af ”ondt i pjækketarmen”, så selv da det fortsatte igennem engelsk litteratur, valgte Catherine ikke at gå nogle steder hen, men blot blive i sin time, og kæmpe med smerten alene. Det var heller ikke ligefrem fordi, at hun var nogen svag pige, men nu var smerten efterhånden begyndt at blive abnormal, og hun var begyndt at blive en smule nervøs for, om det kunne have noget med hendes blindtarm at gøre. Men lige som hun bedst gik og overvejede, om hun burde snakke med Daniella om det, stoppede hun med at kunne trække vejret.
Det var ikke en følelse af, ikke at kunne få luft som Catherine oplevede. Det var decideret, at stå og hive efter vejret som en fisk på land, men uden at der kom noget ned i lungerne. Hendes hals snørede sig sammen, og hun kunne mærke, hvordan hendes øjne fyldtes med vand. Catherine faldt ned på knæ, og i det samme fik Daniella øje på hende ud af øjenkrogen, og i løbet af få sekunder var hvad end hun havde gået og grinet over med Lukas, glemt, og hun løb over til Catherine så hurtigt hun kunne, stærkt forfulgt af de tre andre, da det gik op for dem, hvad der skete.
”Cath, hvad er der galt?” spurgte Daniella bekymret. Catherine prøvede at svare hende, men ligesom luften ikke ville lukkes ind i hendes lunger, ville den heller ikke lukkes ud, og hun havde intet at tale med. Hun lagde blot hænderne omkring sin hals, og var forundret over, at der ikke var noget, der var strammet rundt omkring den.
Smerten fra ikke at kunne trække vejret var foruroligende. Efter hvad hun vidste, burde hun slet ikke begynde at have så ondt så hurtigt, og hun plejede da også, at være den pige der kunne holde vejret længst, når hun kæmpede med de andre på strandene, men følelsen af ingen luft var kommet med det samme, og det føltes det som om, at hver fiber i hendes krop brændte med en sådan intensitet, at hun var sikker på, at hun var på vej til helvede. Verden omkring hende var begyndt at gynge, og Daniellas nervøse tårer, Lukas’ usikre blik, Zacks chokerede ansigtsudtryk og Michas opspærrede øjne begyndte at svømme, og flød sammen med alle de andre mennesker, hvoraf de fleste ignorerede hende. Få var dog kommet over, og kiggede forsigtigt, eller nervøst på Catherine, som nu var helt nede på alle fire. Hun forsøgte at hoste, hun forsøgte at trække vejret, og hun forsøgte at tænke andet end ’Jeg dør’, men lige vidt hjalp det. Hendes hoved var rødt, hendes krop brændte, verden svømmede rundt for hendes blik, og en masse små gyldne prikker begyndte at danse omkring hende, tog opmærksomheden væk fra alle ansigterne der stirrede på hende, og hendes hals nægtede at adlyde hende. Det føltes mest af alt som om, at hun slet ikke havde noget luftrør, men at det var ved at blive revet ud af hende, og hun kunne ikke lade være med at ønske, at det kunne gå lidt hurtigere, så smerten i det mindste kunne ophøre, den var ved at drive hende til vanvid, og var så intens, og så kolossal. Hele hendes hud prikkede, hendes indvolde skreg, men det var i halsen, at den største smerte befandt sig.
Og så besvimede hun.
*
Catherine lå på ryggen på jorden, da hun vågnede. Det første hun så var Daniellas ansigt, og tårerne der løb ned over kinderne på hende. En hånd klemte Catherines, og hun var godt klar over, at det helt klart måtte være Daniella, men mens hendes hjerne prøvede at fokusere på, hvorfor Daniella græd, gik det op for Catherine, hvad Daniellas ansigtsudtryk fortalte. Daniellas ansigt udtrykte ren panik, og der gik et par minutter, før det gik op for Catherine, at Daniella havde skreget hendes navn adskillige gange.
Også Micha græd. Hun stod med begge hænderne oppe foran munden, en lille meter væk, og stirrede lydløst på Catherine. Lukas stod og så ud som om, at han ikke helt vidste, hvad han skulle. Han havde taget et tøvende skridt over imod Daniella, og kiggede uroligt på Catherine, da hun mødte hans blik, men han blev, hvor han stod. Zack, til gengæld, snakkede i telefon.
”Ja, til højre. På fortovet ved McDonalds. To sekunder, jeg tror, at hun er vågen nu,” sagde Zack, og tog mobilen lidt væk fra øret.
”Catherine, kan du høre mig? Hvordan har du det?” spurgte han, og bekymringen lyste ud af hans øjne, selvom han havde sin stemme under kontrol. Catherine kiggede forvirret på ham, men tvang så sin hjerne til at gennemgå, hvad der var sket. Hun havde haft ondt i maven, og var besvimet. Men hun havde besvimet før, det var ikke ligefrem fordi, at han behøvede være så… vent lige et øjeblik, var det ambulancefolk han snakkede med? Troede han seriøst, at hun havde råd til en tur på hospitalet? Hun forsøgte at fortælle ham det, men da hun åbnede munden, kom der ikke nogen lyd ud. Først da hun lagde mærke til manglen på sin egen stemme, kom hun i tanke om smerten der pludselig var eksploderet, og løftede hånden op, for at mærke på sin hals, men Daniella stoppede hende.
”Det er okay søde, ambulancefolkene er her om lidt, du behøves ikke anstrenge dig selv,” kvækkede hun forsigtigt, med en grådfyldt stemme. Catherine satte sig forskrækket op, Zack var begyndt at snakke igen.
”Jeg har ikke brug for nogen ambulance,” pludselig kom stemmens brug til hende, og hun stirrede med et blik af stål på Zack, for at få ham til at forstå, at hun så absolut ikke gad have problemer med regningen senere. Zack åbnede munden for at sige noget, men Micha kom ham i forkøbet.
”Catherine, du… du fik et anfald af en art, du har brug for ambulancen. Det… det så så skræmmende ud!” Og så begravede Micha hovedet i hænderne igen. Daniella fandt også tårerne frem igen, og Lukas mandede sig endelig op og gik over til hende, lod sig falde på knæ ved siden af pigebarnet, og lagde armene forsigtigt om hende.
”Men jeg har det fint!” og mens Catherine rejste sig, gik det op for hende, at det passede. Der var ikke engang det mindste spor af smerten, ingen kvalme, ingen ubehag. Inden Zack kunne nå at sige mere til ambulancefolkene tog hun mobilen: ”sorry guys, falsk alarm, jeg besvimede bare. Der er ikke noget her at komme efter.” Og så lagde hun på. Zack stirrede på hende, et øjeblik så det ud til, at han skulle til at sige noget, men i stedet grinte han bare, og trak på skuldrene, hvorefter han tog sin mobil fra hende igen.
”Cath, du kunne like, have været død! Det der var ikke ingenting,” sagde Daniella, og stirrede på sin veninde, med en blanding af forbløffelse og overraskelse i blikket. Hun fik fjernet Lukas arme fra sig, og gik over, og lagde en hånd på venindes arm, men Catherine rystede den af sig; hun havde ikke lyst til, at blive pylret om, over noget så latterligt som et besvimelsesanfald.
Det var først der, at det gik op for Catherine, at der stod nogle mennesker, og stirrede en anelse i deres retning, samt en lille halvcirkel havde formet sig omkring dem, med bekymrede mennesker, der nu blot så forvirrede ud. Catherines kinder begyndte at bluse en smule, da det gik over for hende, at det nok var hendes skyld, at de var der, og hun skyndte sig meget hurtigt, at finde på en smutvej.
”Hey, guys, vi skulle på Taco Bell,” sagde Catherine, og så hurtigt, at Daniella skulle til at protestere, så hun skyndte sig at tilføje: ”jeg tror, at jeg virkelig har brug for at få noget i maven, oven på det her.” Veninden stirrede et øjeblik på hende, og så ud til, et kort øjeblik, at skulle til at modsige sig idéen, men kiggede så over på Lukas som nikkede.
”Jeg syntes, at det lyder som en god idé,” sagde han, og fjernede nogle hår der havde sat sig fast i Daniellas læbe. Han smilede forsigtigt til hende, mens han rødmede en anelse. Så rejste han sig, og lagde endnu engang armene rundt om Daniella. Denne gang sagde hun intet imod det, men hun så stadig en smule splittet og forvirret ud.
”Så lad os gå,” sagde Zack og trak på skuldrene igen. Micha sagde intet, men fulgte tavst efter de andre. Nogle af de mennesker der havde stået der så decideret fornærmede ud, andre chokerede, mens en enkelt småbuttet dame grinte. Catherine ignorerede det, og tog imod den hånd Daniella stak over imod hende. Der blev ikke sagt noget i ti minutter, før Daniella pludseligt stoppede op, og krammede Catherine.
”Gør aldrig sådanne noget igen,” sagde hun, og stirrede op på Catherine med sine store brune øjne, der stadig var en smule våde efter at have grædt. Catherine strøg hende forsigtigt over håret.
”Jeg skal gøre mit bedste, for at lade være,” smilede hun. Så mærkede hun noget, hun ikke havde lagt mærke til før, og trak sig væk fra Daniellas omfavnelse.
Om halsen på Daniella hang en halskæde. Catherine stirrede misbilligende – Daniella gik normalt aldrig med smykker, og hun havde ikke lagt mærke til noget tidligere, men valgte at ignorere det. Halskæden havde en krystalhvid farve, og for enden hang et stort timeglas, i en bleg gul farve. Inden i timeglasset var en samling små solgule, græsgrønne og lyseblå krystaller, som løb meget langsomt mod bunden. Øverst i timeglasset var en ufattelig stor mængde krystaller, og nederst var der kun en smule krystaller, i forhold til øverst.
Catherine skulle lige til at spørge til halskæden, da en fremmed gik ind i hende, og hun fløj ud af de tanker igen.
”Se dig dog for!” Råbte Zack vredt efter ham. Normalt havde Catherine selv bedt manden om, at se sig for, men hun havde for travlt med, forbløffet at stirre på et timeglas han havde om halsen. Det lignede Daniellas på en prik, med undtagelse af, at selve timeglasset var en lys grå farve, og stenene var en blanding af purpurfarvede, en lys lilla farve, beige og grå. Og der var næsten ikke flere sten tilbage i øverste del af timeglasset. Catherine nåede kun at undre sig et øjeblik over det fantastiske sammentræk at hendes bedste veninde der aldrig gik med smykker havde et på – og et magen til en anden – før hun fik kigget på Zack. Han havde et lyseblåt timeglas om halsen. Catherine var ret så sikker på, at han ikke havde haft det på tidligere, eller nogensinde kunne have fundet på at tage det på af egen fri vilje.
Catherine tilbageholdte et skrig, da hun kiggede på Lukas’ hals, og fandt et timeglas i en honning gul farve, og da hun kiggede på Micha, og så endnu et timeglas, denne gang i en hot pink farve. Med hamrende hjerte kiggede hun ned på sin egen hals, og denne gang måtte hun virkelig kæmpe, for at tilbageholde et skrig. Om hendes egen hals hang et timeglas, lige som alle de andres. Dog var kæden, og selve timeglasset ikke samme krystalhvide farve som alle de andres, men nærmere en guld med en hvidligt glødende farve. Og der var ingen små sten, krystaller, eller hvad det end var der var inden i timeglas, i hendes, som der ellers var i alle hendes venners. Ingen overhovedet, heller ikke på bunden.
Catherine kiggede vildt op, kun for at se den selv samme mand der havde stødt ind i hende gå over vejen et sekund for tidligt. Det tog kun få sekunder, men for Catherine spillede scenen sig i slow motion; taxien der drønede ned af den store high way, manden der ikke kiggede sig for, hans timeglas svingede rundt om halsen på ham, Catherine kunne sværge, at hun kunne se de sidste krystaller falde til bunds, før taxien ramte ham i en enorm hastighed, og han var væk.
Catherine skulle lige til at skrige, men i det samme lagde en hånd sig på hendes skulder.
”Du kan se dem, ikke?” lød en mands grove stemme. Catherine turde ikke vende sig om, hun stod som forstenet og stirrede på ulykkesstedet. Manden der havde kørt taxien var stoppet. Han timeglas var stadig halvt fyldt. Andre kom til omkring ham. Hver og en bar et timeglas, alle med samme krystalhvide kæde, men med hver sin farve glas, og med hver sin farve – og som oftest farver – sten. Det var en hel regnbue at se på.
”Hvem er du?” lød Lukas stemme. Den lød meget fjern, men den fik Catherine til at vænne tilbage til den rigtige verden. Daniella stod og stirrede på ulykken. Der var blod. Meget af det.
”Hvor er det forfærdeligt… Åh Cath, hvor er det dog forfærdeligt!” hviskede hun. Men Catherine ignorerede for en sjælden gangs skyld sin bedste veninde, og vendte sig i stedet for, for at se op på den mand der stadig havde en hånd om hendes skulder. Men det var ikke hans ansigt hun ledte efter først, men hans kæde. Den var i præcis samme krystalhvide farve som alle andre havde, men hvor deres timeglas var en skinnende regnbue af farver, var hans krystalhvidt, og hvor andre havde mange små krystaller af sten inden i, havde han ingen. Det faktum fik hende til at nikke.
”Ja, jeg kan se dem.”
No comments:
Post a Comment