Mit fjerde indlæg, og faktisk et lidt unødvendigt et, kun oprettet til ære for Natacha XD Well, jeg er ved at skrive denne historie, som hun så læser, og skubber mig i gang med (: Der har INGEN rettelser været i det, og starten skal laves om, men det er da i gang. Well, det er kun en del af introduktionen, og skal nok opdatere den, når jeg får skrevet noget mere (:
Selv, hvis hun ikke havde været så pokkers nysgerrig, så var hun alligevel blevet myrdet. Intet kunne have forhindret hendes død, den havde været forudbestemt igennem hele hendes 59-årige liv. Men nu var det hendes nysgerrighed, der satte hende i den situation, hvor hendes autoritære pligt fik hende dræbt.
Hun havde altid været nysgerrig, og langt mere observant, end de fleste mennesker. Hun var vokset op som enebarn, og været en stille pige. Til gengæld, så havde hun lagt mærke til de mange detaljer i hverdagen, som alle andre så ud til at overse, og havde dermed fundet en plads i verden – som en sladretante. Selv da hun blev lærerinde, holdt hun øje med alt omkring sig, og blev snart populær blandt sine studenter. Men som hun blev ældre, og lærte mere omkring livet mistede hun langsomt sin popularitet, og hun erstattede den ved, at være endnu mere observant.
Den aften havde hun stået i køkkenvinduet, og foregivet at vaske op. Hendes navn var Amanda Smith, og i virkeligheden vaskede hun slet ikke op, men havde travlt med, at holde øje med naboens hus. Lyset var tændt i det røde murstenshus, men de beigefarvede gardiner var nede, så hun kunne udelukkende se skyggerne. Det hele virkede egentligt som et stort skyggespil, og hun var det trofaste publikum, der slugte hver detalje grådigt.
I flere timer havde parret som boede ved siden af skændtes. I løbet af dagen, havde Amanda haft tydelig udsigt til, hvordan de råbte og skreg af hinanden, og hvordan konen brød sammen, inden en time var gået. Inden to timer var gået, havde manden kastet en stol, og konen havde kastet en gryde og tre pander efter ham. Amanda havde et kort øjeblik overvejet, om ikke hun burde ringe efter politiet, men havde besluttet sig for at følge udviklingen; det var ikke unormalt at unge par skændtes, og indtil videre var ingen af dem blevet ramt af de genstande, de havde kastet.
Dog var det blevet en smule kedeligt, hen under aften tiden, da den unge mand havde valgt, at trække gardinet for. Det var inden mørket havde lagt sig, og Amanda havde gået i nogen tid, og spekuleret på udfaldet af skænderiet. Hun havde besluttet sig for, at parret nok havde fundet fred, og havde roligt lavet aftensmad til sig selv – bestående af noget så simpelt som brændte forårsruller, da hun var en ren katastrofe i et køkken – og havde tilfældigvis kastet et blik ud af vinduet, for at se, om nogle af alle de skarnsunger som nogle gange rendte rundt og malede med graffiti over alt, var ude på løjer igen. Det var dér, at det gik op for hende, at hun kunne se parrets omrids, igennem gardinerne. Dog langtfra hele tiden, men det var tydeligt, at de stadig var oppe at skændes. En tirrende nysgerrighed begyndte langsomt at vokse op; det var mindst fem timer siden, at hun først havde lagt mærke til dem skændes, hvad kunne være så forfærdeligt, at de måtte skændes i så mange timer? Og de havde allerede kastet med stole og pander på den tid, hvad kunne de ikke have fundet på, i mellemtiden?
Det var efter det, at Amanda havde besluttet sig for, at det var hendes pligt som samfundsborger, at holde øje med, at alt var okay derovre. Eller i det mindste, at skænderiet ikke blev værre, end det før havde været, og at ingen af dem, kom synderligt til skade. Hun vidste, at der før havde været vold i det unge par – manden havde siddet i fængsel i et halvt år, for at slå den daværende kæreste bevidstløs, og give hende en mildere hjernerystelse – så selvfølgelig var det okay, hvis Amanda holdt øje med dem. Ja, det var ikke bare noget der var okay, det var noget hun skulle, så hun kunne ringe efter politiet, hvis det gik helt galt derovre. Og der stod hun så, og lod som om hun vaskede op efter de sørgelige rester af brændte forårsruller. Ikke fordi der var meget at vaske op – en stegepande, en tallerken og hendes bestik – men mere fordi, at nogle andre nysgerrige naboer godt kunne finde på at kigge ud af deres vinduer, og måske holdt øje med hende. Hun havde op til flere gange kunnet skimte sin anden mandlige nabos små griseøjne i det beskidte vindue der var til hans stue, før han altid dramatisk og med et fornærmet drag om de tynde læber, trak gardinerne for, når han opdagede, at hun havde set ham.
Pludselig gik alt lys i huset ud. Det var dog ikke kun i det unge pars hus. Sparepæren som ellers gav et så hyggeligt, dog små dunkelt lys i Amandas køkken gik, uden advarsel, og hun kunne se, at så absolut alle huse på gaden manglede lys. Selv lyset i gadelygterne var gået.
Amanda slukkede for vandet. Ingen ville alligevel kunne se, om hun vaskede op, og at vaske op i buldermørke var vanvid. Eller, at foregive at vaske op. Et kort øjeblik overvejede hun, om hun burde finde nogle stearinlys frem, tænde dem inde i stuen, og sætte sig til at løse en kryds og tværs, men da hun lige havde åbnet skuffen som indeholdt stearinlys, overtog hendes mavefornemmelser. Hendes mave føltes helt knudret, og en ubeskrivelig nervøsitet havde bredt sig. Hun kiggede på lysene, der i skæret fra månen var ganske tydelige, og fik så et bestemt drag om munden, hvorefter hendes nysgerrighed efter, hvad der skete ovre i parrets hus, ledte hende ud af døren, stadig med stearinlysene i hånden, og et tyndt slag om skuldrene. Hun kunne jo altid bruge stearinlysene som en undskyldning til, hvorfor hun kom på besøg, hvis de spurgte hende, og så kunne hun jo hastigt nå og se, hvor slemt det stod til.
Da Amanda åbnede hoveddøren, og bevægede sig ud i den mørke augustnat, blev hun overrasket over kulden som mødte hende. Hun havde ikke just forventet, at der var vitterligt varmt, men det var da alligevel London, på en nat, med kun ganske let spredte skyer, der burde heller ikke være frysende koldt. Hendes tænder begyndte endda at klapre, og hun overvejede et kort sekund, om hun ikke bare burde vænne tilbage igen, da der lød et dumpt brag inde fra det unge pars hus. Det var ikke særlig højt, og havde hun ikke haft sin opmærksomhed hovedsageligt rettet imod parrets hus, og vidst, at de havde skændtes hele dagen, ville hun blot have troet, at det var en af nattens lyde. Hun bed sig i læben, knugede stearinlysene et øjeblik, før hun med målrettede skridt formindskede afstanden til det røde hyggelige hus.
Da hun nærmede sig huset, var luften ikke bare kold, men direkte foruroligede. Der var overraskende nok, ikke en vind der rørte sig, trods blot ti meter væk, ved parrets næste nabo, kunne Amanda tydeligt se, hvordan bladende hvislede i vinden. Luften var også isnende kold, og kulden krøb længere ind, end til blodårerne; den krøb ind i hendes sind, og omklamrede hende psykisk. Den forsøgte, at skræmme hende væk, og et kort øjeblik overvejede hun, hvad det var, at hun gik ind til. Men hun trak blot det tynde sjal hun hastigt havde kastet over skuldrene tættere omkring sig, og fortsatte, til hun nåede over foran døren.
Igen måtte hun stoppe. Det havde dog intet med kulden at gøre. Døren var revet af sine hængsler, og decideret blæst ind, hvorefter den var knækket imod trappen, og lå i samtlige stykker, smadret. Dørkarmen var bøjet, og det lignede mest af alt, at to store hænder havde taget fat i hver sin side af dørkarmen, og trykken den til side, da der var mærker efter fingre. I murstenene. Amanda stirrede først, og kiggede så ned af halsen på sig, på det krystalhvide timeglas, som hang der. Der var intet sand i det. Hun lukkede fingrene sammen om det, og løftede timeglasset op i øjenhøjde. Et kort øjeblik glødede det, og en varme bredte sig fra hendes fingerspidser, og ud i resten af kroppen, samtidig med, at nogle få ravnsorte, og nogle blegt gule sten dukkede op inde i glasset, og faldt ned i hullet. Da de ramte bunden, forsvandt de, ligeså hurtigt, som de var dukket op. Amanda sukkede, og lod timeglasset falde ned igen, hvor det hang og dinglede i en snor, der var af præcis samme hvide farve, som selve timeglasset.
Så gik hun ind. Hun måtte træde hen over døren, da hun nåede til den første dørkarm, som befandt sig foran trappen, til højre. Amanda kiggede forsigtigt ind igennem dørkarmen – døren her var ligeledes nærmest blæst ind, dog var der ikke nogle store fingermærker – men fandt intet mistænkeligt, så hun gik ind i rummet, som viste sig, at være spisestuen. Et stort egetræsbord var placeret midt i det lille rum, og der kunne knap stå fire stole rundt omkring det. Ovenpå lå der en enkelt smadret tallerken, og nedenunder tallerkenen var der en død musekrop, som manglede hovedet. Amandas hjerte hamrede hastigere. Hun var godt klar over, at hun burde se at komme ud af det hus, og det, med det samme, men samtidig, så var hun nødt til at se, hvad hun kunne gøre for parret. Det var hendes pligt, at hvis hun kunne gøre det mindste for dem, så skulle hun. Trods hun var bange, og vidste, at der var noget helt galt, så fortsatte hun, ud igennem den anden dørkarm, og måtte denne gang træde over døren, som lå splintret i småstykker lige foran hende. Ikke en lyd kom, da hun gjorde det.
Først var det svært at se, hvilket rum det var. Gardinerne var trukket for, og en stor sky var gledet ind foran månen, og brød dens blege stråler, så ikke den mindste smule lys trængte ind. Amanda lagde forsigtigt en finger på sit timeglas. Denne gang var stenene en skinnende hvid farve, og da de ramte bunden, begyndte timeglasset at lyse op. Det tog alle kræfter Amanda havde, og et liv fyldt med dramatiske hændelser, ikke at skrige. Det var dagligstuen hun var trådt ind i, og alt var kaos. Sofaen var brækket i to store dele, indmaden fra nogle puder var kunstnerisk spredt rundt om i rummet, og glasset fra deres glassofabord lå spredt rundt om i rummet. Bøger med udrevne sider var spredt overalt i det rektangulære rum, og midt i rummet, lå de forfærdelige lig, af det tydeligvis afdøde par. Manden var lagt, så hans krop lænedes op imod den ene halvdel af sofaen. Hans øjne bulede ud af, efter et enormt tryk havde ramt ham, og om hans hals var der enorme røde mærke, efter en enkelt kæmpe hånd, havde kvalt ham. Hans afrevne arm var ikke umiddelbart at se nogle steder. Op til flere steder på kroppen, havde han dybe snit ind i huden, en større blodansamling havde været begynd at samle sig midt på brystkassen, som var blottet, da den trøje, eller hvad han end havde på, var blevet reduceret til strimler, der lå omkring ham. Det ene ben, var bøjet den fuldstændig forkerte retning, så meget, at knoglen havde givet efter, og stak alt for tydeligt ud af benet.
Hans kæreste derimod, manglede hovedet. Det hvilede på den anden halve sofa, og var for evigt fanget i et skrig. Øjnene var hvidt åbne, og en pøl af blod have allerede farvet den før grønne sofa rød. Blodet var løbet igennem stoffet, og videre ned på jorden, hvor det mødtes med kvindens krop. Hun havde alle andre kropsdele nogenlunde intakte, dog var hendes tøj hullet, og viste flere brændemærker. Hun også, havde snitsår – dog ikke vitterligt dybe. Nogle større blå mærker, prydede store dele af hendes hud, og armen var tydeligvis brækket med stor kræft.
Amanda følte, hvordan hendes mave frøs til is. Kulden burde virkelig have skræmt hende væk, hun burde ikke være her! Hun lukkede øjnene, da hun ikke kunne holde ud, at kigge på den blodige scene, men hørte så en lyd i huset, og mærkede, hvordan hele hendes krop frøs til is. Morderen var der stadig. Et øjeblik overvejede hun, at flygte lige så hurtigt hun kunne, hjem til sig selv, og så tage kontakt til Ministeriet, men en anden del af hende fortalte, at hvis hun løb, så var det ude med hende. Det øjeblik ønskede hun, at hun ikke havde været en seende. Det hjalp intet, i denne situation. Et øjeblik tøvede hun – så begyndte hun langsomt, at gå ud, samme vej hvor hun kom. Hun turde ikke vænne sig, og samtidig, turde hun heller ikke lade være. Hun ville ønske, at hun havde haft øjne over alt – for den skræmte Amanda lignede det, at der var bevægelse over alt, og hvert eneste sekund forventede hun, at morderen ville vise sig. Med hjertet hamrende i halsen, nåede hun til trappen, og skulle til at træde over dørsplinterne, og derefter sætte i løb for døren, da hun mærkede en skarp smerte i venstre side. Hun ville dreje hovedet, men kunne mærke en enorm hånd lægge sig omkring hendes hals. Hun nåede ikke engang at skrige, før hendes liv var ofre.
