Dette er en meget kort novelle, som jeg skrev, for et lille stykke tid siden. Den er umiddelbart ikke særlig god, men det går jo nok. Lægger den jo bare ud, alligevel (: Well, når jeg skriver noveller, så skriver jeg dem som regel om seriøse emner. Dette her er om vold imod kvinder. Slutningen er måske meget åben, men det er også meningen.
Da han hævede hånden, sagde hun intet. Trods skrækken tydeligt kunne ses i øjnene på hende, så rykkede hun sig ikke så meget som en millimeter, hun tryglede ikke om nåde, og hun tiggede ikke om at slippe væk. Alt hun gjorde, var at acceptere det første slag, som hamrede ned imod hende. Hun blev slået til siden, kunne mærke sit hoved blive smadret ind imod den væg der før var bag hende, hendes knæ gav efter, og hun faldt sammen, men hun rørte sig ikke ud af flækken. Hun sad som en livløs dukke og ventede.
Det næste slag var hårdere. Før havde han ramt venstre kind, og det lykkedes ham, at ramme nogenlunde samme sted igen. Hun vidste, at hun ville få et blåt mærke, smerten i hendes kæbe informerede hende om det, og hendes krop tryglede hende om, at forlade stedet. Alligevel blev hun siddende, og tog imod det spark der ramte højre del af hendes brystkasse, og tvang hende ned at ligge. Hendes krop prøvede at krumme sig sammen; automatisk beskytte sig imod den fare der truede, men hun tvang sig selv til at ligge stille. Panikken kunne høres på hendes vejrtrækning, men den var også det eneste, der gav hendes skræk væk. Resten af hende var midlertidig dødt.
Han ramte hende i højre side, hun lå stille. Skrækkens, og smertens tårer fandt vej ned over hendes kinder, og dryppede ned på trægulvet, og ned på et blodstænk, som allerede var begyndt at male jorden rød. Gentagende spark på lårene, hun rørte sig ikke ud af flækken. Strømmen af tårer fortsatte kraftigt, og da endnu et spark ramte hendes ribben, måtte hun gispe højt. Alt luften blev presset ud af hendes lunger for et kort sekund, og hun følte, at hun druknede… Hans smil over hendes endelige reaktion på volden fortalte hende, at det langt fra var slut endnu, og i et vanvittigt sekund, overvejede hun at rejse sig og løbe. Bare flygte ud af døren, men hun var klar over, at det var umuligt. Et hårdt spark imod hendes skinneben, fortalte hende, at hun ikke ville kunne støtte på det i et længere stykke tid, og det betød egentligt heller ikke noget. Hun var midlertidig død, hun eksisterede ikke, hun var intet.
Da han løftede hendes krop op fra jorden, og smadrede den ind i væggen, var han nødt til at holde hende oppe. Hendes ben nægtede at støtte hendes vægt, og han nød det. Han nød sin magt, og hans fingre lagde sig omkring hendes hals, og pressede. Hendes luftveje blev spærret, og det krævede alt hendes koncentration, at forhindre hendes hænder i at lægge sig om hans, forsøge at tvinge dem åbne… Hendes naturlige instinkt fortalte hende, at hun var nødt til det, hun kunne ikke få luft, og det var unægtelig en ting hun havde brug for. Alligevel lykkedes det hende, ikke at reagere på hans strangulation, og snart efter gav han slip på hende, hvorefter hun faldt til jorden som en kludedukke. Der var noget der sagde knæk, men hun kunne ikke finde ud af hvor i hendes krop det var, alt gjorde ondt. Han stønnede kraftigt; han var anstrengt.
Et spark i ribbenene, en lussing på venstre kind, en på højre, flere spark i maven, armene, benene. Ikke et sted på hendes krop fik lov at være i fred. Ikke et sted på hendes krop, fik lov at slippe for den smerte, og hun havde svært ved, at ignorere ham. Tårerne ville ikke stoppe, lige meget hvor meget hun kæmpede imod dem, og de var, hvad der fik ham til at fortsætte. Trods det ikke var nogen kraftig reaktion, så var det dog en reaktion, og han nød det. Hun selv, forsøgte at overbevise sig om, at alt var okay. Hun var midlertidig ikke Katrina Grey, men en ukendt person. Hun befandt sig ikke inde i sin egen krop, men et sted, hvor hun kunne være i fred. Et sted, hvor hun kunne slippe for ydmygelsen, for smerterne. Et sted, der var helt hendes eget. En knytnæve ved højre øje, hun mistede bevidstheden…
No comments:
Post a Comment