Tredje indlæg: Introduktion (Unavngivet D:)

Well, dette her er begyndelsen af en introduktion, til en længere historie, jeg er ved at skrive o.o Jeg er dog kørt lidt død i det, men da jeg læste det igennem, var det faktisk okay, og jeg overvejer lidt, om jeg vil fortsætte på den. Måske, måske ikke. Selve historien er dog stadig unavngiven o.o

Den sene eftermiddags kølige luft var krydret med den sprøde lugt af sensommer, og en rose-røgelsespind. Solen var på vej ned, og dens gyldne stråler klamrede sig til den grå overflade på gravstene, på Willowtown kirkegård, og badede den ellers triste cement der kendetegnede de mange gangstiger og de velkendte gravstene i et forsigtigt blegt lys. Midt iblandt de sørgeligt udseende grave, knejsede kirken sig. Dens karakteristiske tårn skyggede for solens stråler, og dens hvide overflade glødede næsten.

Kirkegården var næsten affolket. Tidligere på dagen var der blevet holdt bryllup for en fin herre og – nu- frue, og kirkegården havde derefter båret præg af glade mennesker, og deres glæde havde nærmest spredt sig. Det havde været en højerestående familie, og mange havde været inviteret med til festen bagefter, derfor var der heller ikke mange sørgende, der havde besøgt den lille by’s kirkegård senere, men dog var der en familie, som nu i solens sidste stråler, stod og sørgede.

Den lille familie bestod meget enkelt af en mand, hans kone og en ung pige. Manden hed Juan, og havde spanske rødder. I solens lys var hans hud en glitrende gyldenbrun farve, og lignede nylavet karamel, og hans chokoladebrune øjne strålede om kap med det skinnende rolexur, der sad en smule for stramt omkring hans oppustede håndled. Hans gråstængte brune hår blev skjult af en høj mørk hat, og han var klædt i sort fra top til tå. Selv manchetknapperne i jakkesættets overdel var overmalet, så de var sorte. Skoene var blankpudsede, og tydeligvis nye, maven var trukket ind, og holdt på plads med et bælte, og skjorten var ren og nystrøget. Hans ansigtsudtryk malede blidt den sorg han ikke kunne udtrykke i ord, og i hans ene øje, glimtede en tåre bag brillerne. Det nedtrykte drag han havde om munden, vidnede til tabet han havde lidt, trods det nu var et stykke tid siden.

Kvinden var hans direkte modsætning, i udseende. Hun var tyndere end hvad der kunne være sundt, og ekstremt bleg. Hendes navn var Daniella, og hun var fuldblodsenglænder. Hendes klare blå øjne var som to krystaller, og hendes velformede læber dannede en sær kontrast til hendes grove næse. Ansigtet havde en elskelig hjerteform, og hendes høje kindben var stærkt markeret. Fra hendes hoved, og helt ned til midten af ryggen bølgede en kaskade af gyldne krøller sig ned. Hun var smal i det, hendes krop var som en dukkes, med kønne, dog meget skarpe former, og den sorte kjole hun havde taget på i dagens anledning, gjorde sin ret, med den lave udskæring der afslørede hendes store barm, et bælte i taljen, som tydeligt viste hendes vipsetalje, og stoffet der forsigtigt omfavnede hendes smalle hofter. Hendes støvler var tydeligt også nye, ’sidste skrig’. Trods hun måtte være et godt stykke oppe i trediverne, lå skønheden omkring hende som et usynligt slør. Hun græd mere åbenlyst end sin mand, og var en gang imellem nødt til at pudse næsen i et lommetørklæde med imprægnerede initialer, som hun trofast knugede til sig.

Pigen hed Angelina, og lignede på mange punkter sin mor. Hun havde den samme smalle knoglestruktur, og hendes talje tillod hende også at fremvise en klassisk timeglasfigur, dog uden så meget barm som moderens yderst falske. Hendes krøllede hår var vildere end moderens, og om muligt endnu længere. Dog var det ikke gyldent, men helt lyst. Hvis ikke folk havde kendt hende længe, var de altid sikre på at det var blevet afbleget, men det var ganske naturligt. Hendes ansigtsform var heller ikke hjerteformet – nok nærmere oval, kun takket være de høje kindben. Munden var smal, næsen var en smule opstoppet, og øjnene var forholdsvis store, og ikke krystalblå, men isblå. Hendes tøj var også anderledes – sort, præcis som sine forældre, men det var intet under. Hun gik altid i sort. Altid. Hun bar en sort kjole, med korte ærmer, som endte i en kaskade af gennemsigtige blonder. Omkring kraven var der pænt draperede flæser, og under brysterne sad et underbust korset i sort satin, som kun spandt den allerede spinkle talje ind til en helt unaturlig størrelse. Takket være op til flere lag tyl, faldt kjolen dramatisk ud til siden. Nederst på kjolen var der blevet påsyet et silkebånd, og på begge sider af silkebåndet var der blonder. Kjolen endte i samme gennemsigtige blonder, som ærmerne var draperet af. De endte midt på knæet, mens selve kjolen kun gik til halvdelen af låret. Pigen bar desuden sorte handsker, med korsage påsyet øverst, og om halsen bar hun et bånd, hvorpå der hang en klokke. Hendes sko var plaits, sorte, og gjorde hende lige ti centimeter højere, men det var okay, for hun var kun 165 cm. Høj. Alt i alt, var hun en ganske speciel pige at kigge på, smuk, men langtfra på samme måde som sin mor, og også hun var den eneste, som ikke udtrykte nogen dybere sorg, foran den gravsten den lille familie var samlet ved.

Jonathan A. Winter.
1989-1999
En elsket søn, en fantastisk bror
En la muerte a encontrar la paz

Juan skubbede blidt brillerne til side, og tørrede tåren væk. Han måtte være stærk. Han tog sin kone i hånden, og vendte sig imod Angelina. Sorgen i ham blev erstattet af noget oprevet – hun stod og kiggede på sine negle der var falske, i stedet for at sørge ved gravstenen. Forarget vendte han hovedet bort, og så, at røgelsespinden der stod på graven, efterhånden var ved at være brændt ned. Han slap sin kones hånd igen, og hun pudsede sin næse, mens han fumlede i sine jakkelommer, for at finde en ny røgelsespind. Han fandt den, og med en lighter tændte han den forsigtigt, så den fantastiske duft af roser kunne sprede sig. Han fandt den stærkt beroligende, og sukkede i sig selv.

Angelina vendte øjne af sin far.

”Hvorfor er det, at vi er tvunget til det her, hvert eneste år?” Spurgte hun drævende, mens hun skulede af graven. Det var ikke, at hun hadede sin afdøde bror, hun havde bare knapt nop kendt ham. Og graven gjorde hende tung om hjertet. Gravstenen forestillede en engel, med bøjet hoved, og udstrakte vinger. Det var ment som et symbol på, at hendes bror skulle hvile i fred, men de udstrakte vinger gjorde hende nervøs til mode. Generelt gjorde kristne ting – kirkegårde inklusivt – hende nervøst til mode. Hun følte sig uvelkommen, og hun så godt, hvordan folk kiggede på hende. Det var også grunden til, at de var dukket op så sent – jo senere, des færre mennesker.

”Han er din bror,” peb Daniella. Hendes stemme knækkede over, allerede efter ’er’. Hun var tydeligvis knust. Det var det samme hvert år. Hvert eneste år tog de ud til graven. De første par år havde Angelina også grædt. Hun havde været utrøstelig, og smerten over savnet af sin bror havde været ulidelig. Nu var det bare irriterende. Hun havde knap nok kendt drengen! Han var født hele seks år før hende, og havde været død da hun kun var fire. Hun havde ingen minder med ham, og hendes forældre ville ikke vise hende billeder af den afdøde dreng – kort sagt, så var han en fremmed for hende, og med tiden, var hun blevet kold over for det årlige visit til graven. Det betød ikke noget for hende, andet end en masse nervøsitet.

”Jeg kendte ham jo ikke,” svarede Angelina, en tand for bittert. Hun begyndte at tygge på sin læbe, og sørgede møjsommeligt for at kigge væk fra Daniella. Moderen kiggede på sin datter, og mistolkede hendes afvigende blik som et forsøg på at flygte fra virkeligheden omrking broderens død, og gav sin datter et klem på skulderen.

”Det er sundt at vise de døde respekt,” mumlede Juan, og tog igen sin kone i hånden.